Vold med gulvmoppe: 39-årig mand fængslet for at slå sin hustru

En 39-årig mand er søndag eftermiddag blevet varetægtsfængslet 14 dage sigtet for at have slået sin hustru med knytnæve og en gulvmoppe.

En 37-årige kvinde fra Hobro er ifølge sigtelserne mod hendes mand blevet banket med en gulvmoppe og med flere knytnæveslag. Volden skulle være sket i parrets hjem i Hobro, hvor det var en datter, der slog alarm og ringede til politiet.

Den 37-årige kvinde fik en flænge i hovedet i forbindelse med volden, mens også den 39-årige mand har fået skader efter et tilsyneladende voldeligt opgør parterne imellem.

Det er ikke første gang, at manden skulle have udøvet vold mod hende, hvilket har haft betydning, da Retten i Hjørring søndag eftermiddag valgte at varetægtsfængsle manden frem til 3. august.

Manden er sigtet efter voldsparagraffen 245, hvori der blandt andet står, at den " som udøver et legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter eller gør sig skyldig i mishandling, straffes med fængsel indtil 6 år". 

Den 39-årige mand nægter sig skyldig at have slået sin 37-årige hustru. Og han har derfor også kæret dommerens kendelse om, at han skal være varetægtsfængslet frem til 3. august.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland