Familien Beha Erichsen er snart klar til nyt eventyr til søs

Gennem flere måneder har Mikkel Beha Erichsen, resten af familien og lokale håndværkere på Jobi værftet i Strandby arbejdet på det nye skib, der skal tage familien på nyt eventyr.

Den kendte sejlerfamilie Beha Erichsens eventyr er indtil nu foregået på sejlskibet Havana, men nu er det et helt andet skib, familien er klar til at indtage – og det er med en markant forskel; det nye skib har ingen sejl.

- Det er nyt for os – nu er vi pludselig afhængig af motor, lyder det fra Mikkel Beha Erichsen og fortsætter:

- Når vi har købt det her, er det fordi, det kan noget andet, som Havana ikke kan. Og vi har planer om at skulle op nordpå, hvor der måske er is, og der er Havana ikke det rigtige skib at sejle med.

Det er det tidligere svenske redningsfartøj Wallenberg, der skal føre den kendte tv- og sejlerfamilien på nyt eventyr. 

Skibet har gennem de seneste måneder været på beddingen på Jobi Værft i Strandby ved Frederikshavn, og der er foretaget rigtig meget reparation og ændringer af det tidligere redningsfartøj. Frem til 2003 sejlede Wallenberg i tjeneste i Østersøen blandt andet som hjælp til isbrydning.

Torsdag morgen nåede det store skibsprojekt en milepæl; Wallenberg fik vand under kølen igen.

- Det er en stor dag, det er det hver gang man sætter et skib i vandet, og når det så ovenikøbet er et nyt, gammel skib, som Wallenberg, der har fået en ordentlig tur, så er det en stor dag, siger Mikkel Beha Erichsen.

Sidste år overtog familien Beha Erichsen skibet, det skal sejle den kendte sejlerfamilie på kurs mod nye kyster.

Skibet er noget større end Havana. Det har fire kahytter, så der er plads til hele familien inklusiv kærester.

- Det er meningen, at hele familien skal med på den nordlige ekspedition. Om alle skal være med hele tiden, ved vi ikke endnu, men det er endnu et familieprojekt og endnu en familiebåd. Jeg glæder mig rigtig meget til at sejle i ukendt farvand, fordi der er så meget nyt, vi skal lære. Når man kommer derop, er der jo blandt andet pakis, som isflagerne danner. Så jeg skal ud og snakke med nogle, der har sejlet deroppe og har erfaring i at sejle i is, har Mikkel Beha Erichsen tidligere fortalt til TV2.

Wallenberg er nu så godt som klar til det næste store eventyr, men meldingen fra kaptajn Beha Erichsen er, at der nok lige går en uges tid endnu før alt er kontrolleret til punkt og prikke.

I første omgang går turen da til København, mens familien regner med at tage af sted i sensommeren. Mod nye horisonter.


Seneste nyt

fra Nordjylland