Farvel til Kent Nielsen

Søndagens kamp mod FCN er sæsonens sidste, og dermed siger AaB og spillerne farvel til Kent Nielsen, der forlader posten som cheftræner og tiltræder sit nye job i OB.

184 kampe som cheftræner blev det til for det brølende joggingsæt, Kent Nielsen, som i sin tid i klubben har vundet det danske mesterskab, kæmpet sig til 76 sejre, spillet 46 uafgjorte kampe og indkasseret 61 nederlag.

De fleste nordjyder er indpiskeren evigt taknemmelig for den mirakuløse redning fra nedrykning i 2011, europæisk kvalifikation i 2013, dansk mesterskab og pokaltitel i 2014 med kvalifikation til gruppespillet i Europa League samt sekstendedelsfinaler i Europa League i 2015.

Men det er ikke fortidens præstationer, der ligger træneren på sinde. For der mangler stadig én kamp, inden han kan gå på sommerferie og begynde at sende flyttekasserne til Odense.

- Efter at have udspillet vores rolle i forhold til bronzemedaljerne har det været et fokuspunkt for os at få sluttet godt af, og med en sejr mod FC Nordsjælland vil vi være forårets fjerdebedste hold, konstaterer Kent Nielsen.

- Vi ved, at FCN kommer med sin sædvanlige fart og boldsikkerhed, ligesom deres individualister kan gøre ondt på modstanderen. For os gælder det om at videreføre de defensive dyder og det kreative spil, som vi har præsteret i de seneste par kampe - og forhåbentlig krydret med endnu større effektivitet.

Inden kampen tager AaB afsked med lejesvenden Donny Gorter, der faktisk for første gang er udtaget til truppen siden sin korsbåndsskade i december.

Umiddelbart efter morgendagens slutfløjt vil der også blive taget officiel afsked med Kent Nielsen, der opsummerer sin tid i AaB således:

- På det sportslige plan har mit ophold i AaB været både lærerigt og udviklende, og jeg er både glad, stolt og ydmyg omkring de resultater, som vi i fællesskab har opnået.

- På det menneskelige plan handler det mere om den enorme imødekommenhed, som jeg har oplevet fra alle i Aalborg og Nordjylland fra det, som jeg vil kalde oprigtige og ordentlige mennesker. Det er jeg taknemmelig over, lyder det fra Kent Nielsen.

Følgende spillere er udtaget til kampen mod FCN:

1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 6 Donny Gorter, 7 Thomas Enevoldsen, 8 Rasmus Würtz, 9 Thomas Augustinussen, 10 Rasmus Jönsson, 11 Nicklas Helenius, 14 Andreas Blomqvist, 15 Gilli Sørensen, 18 Anders K. Jacobsen, 20 Henrik Dalsgaard, 21 Kasper Risgård, 22 Carsten Christensen, 23 Nicolaj Thomsen, 28 Viktor Ahlmann, 30 Andreas Bruhn, 31 Jakob Blåbjerg og 32 Kasper Pedersen.

Lukas Spalvis er optaget af landsholdsopgaver for Litauen, mens skadeslisten omfatter Kenneth Emil Petersen, Rasmus Thelander, Frederik Børsting, Mathias Thrane og Jakob Ahlmann.

Donation afsløres efter kamp

AaB donerer 1 kr. pr. tilskuer til Alka Superligakampe på Nordjyske Arena til Hele Nordjyllands Håndsrækning, der i foråret 2015 går ubeskåret til Headspace Aalborg, som efter forårets første syv hjemmekampe allerede er sikret en donation på 47.561 kr.

Den endelige donations størrelse kendes efter dysten mod FC Nordsjælland, og i den kommende uge vil det blive offentliggjort på aabsport.dk, hvornår Hele Nordjyllands Håndsrækning overrækkes til Headspace Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland