Fastgør din trampolin før efterårsstormen

Gør din trampolin klar til storm. Flyvende trampoliner kan nemlig forekomme, når efterårsstorme sætter ind.

Den første efterårsstorm rammer sandsynligvis den jyske vestkyst mandag. Og så kan det være på sin plads at være vel forberedt.

For mange vælger at lade den store trampolin til ungerne stå ude hele året. Og det er langt fra alle, der får sikret trampolinen, inden efterårets traditionelle storme sætter ind.

Men havetrampoliner, som ikke er monteret til jorden, kan være til fare for mennesker og forårsage store, materielle skader. Sikkerhedsstyrelsen, Forbrugerrådet og Børneulykkesfonden vil de flyvende trampoliner til livs.

- Flyvende havetrampoliner er desværre stadig et problem, vi ser hvert år. De forårsager personskader, men de kan samtidig også ødelægge naboens drivhus eller flyve ind i en parkeret bil, siger Mette Cramon, kommunikationskonsulent i Sikkerhedsstyrelsen.

En undersøgelse fra Børneulykkesfonden viser, at over halvdelen af de danske trampolin-ejere lader trampolinen stå ude hele året.

De vedligeholder heller ikke havetrampolinen, og to ud af tre har desuden svaret i undersøgelsen, at de ikke har fastgjort trampolinen i jorden.

- Efteråret er en god anledning til at pakke trampolinen ordentligt sammen, så den ikke bliver mørnet og rusten, hvilket kan gøre den farlig, når ungerne skal bruge den igen til næste forår, siger Henriette Madsen, leder af Børneulykkesfonden.

For det er ikke kun flyvende havetrampoliner, der kan være farlige. En misligholdt trampolin kan være farlig for dem, der hopper på den. Hvert år ender omkring 7000 børn på skadestuen efter hop i trampolinen. Og derfor har Sikkerhedsstyrelsen, Børneulykkesfonden og Forbrugerrådet i gennem tre år kørt en landsdækkende kampagne med fem gode råd til sikker adfærd på trampolinen.


Seneste nyt

fra Nordjylland