FC Outlaws i krise

Med tre nederlag på over 10 mål i sæsonens tre første kampe, er det frederikshavnske floorballhold kommet elendigt fra start i ligaen.

Det er svært at skjule følelserne, når man som FC Outlaws har fået så læsterlige klø, som det har været tilfældet i denne sæson.

- Det har været hårdt. Jeg har ikke prøvet noget lignende - at tabe så stort og så flere gange i træk, fortæller frederikshavnerens landsholdsmålmand, Nikolaj Bøgild.

Men det er måske ikke så meget at sige til de gigantiske nederlag. Holdets nuværende trup består af en gennemsnitsalder på bare 19 år. Inden sæsonen fusionerede FC Outlaws med naboerne fra Frederikshavn Bulldogs. Sammenslutningen betyder, at klubben nu har to hold i ligaen. Mens Bulldogs er førsteholdet og består af rutinerede kræfter, så er spillerne hos Outlaws udelukkende unge talenter. Og den overgang har været svær, fortæller de unges træner.

- Det er spillere, der har været vant til at spille i ligaen og vinde kampe - pludselig står de så i den modsatte situation, og det har slidt på moralen, siger Steffen Jensen.

Andre klubber har været ude efter flere af de fredløses unge spillere, blandt andre Nikolaj Bøgild.

- Jeg har fået tilbud fra andre klubber, men når man spiller med de andre drenge her på holdet, så giver det mening, og jeg tror på en fremtid for det her hold, fortæller han.


Seneste nyt

fra Nordjylland