Fejl i jordkabel afbrød strømmen i Frederikshavn

Det meste af Frederikshavn oplevede mandag morgen en strømafbrydelse i 15 minutter.

Strømforsyningen i Danmark er en af de mest stabile i verden, men mandag morgen klokken 7.45 slukkedes pludseligt lyset, kaffemaskinerne holdt op med at brygge, og radio og TV blev tavse i det meste af Frederikshavn.

Her gik strømmen nemlig i godt 15 minutter.

Det viste sig at være en jordfejl i kablet mellem Starbakke og Hørkær, som forårsagede strømafbrydelsen, og den er fikset igen, lover Forsyningen.

- Der er strømforsyning igen, og i løbet af dagen vil vi arbejde på at finde årsagen til, at fejlen kunne opstå, oplyser direktør Tore Vedelsdal, Forsyningen, til Kanal Frederikshavn.


Seneste nyt

fra Nordjylland