Festival efterlyser formodede brandstiftere

Vesterhavsrock sætter en dusør på højkant for at finde de formodede gerningsmænd, der kan ende med at koste festivallen dyrt.

De tre køletrailere, som i nat brændte ned på en parkeringsplads i Fjerritslev, var nogle, endagsfestivallen VesterhavsRock havde lejet af firmaet Godik i forbindelse med lørdagens arrangement. Formanden for VesterhavsRock er overbevist om, at branden er påsat.

- Hvordan skulle det ellers kunne ske? De er ikke koblet til noget, der er ikke noget. Det er 99,9 procent sikkert, siger formand Søren Mortensen.

De nedbrændte trailere kan ende med at blive en bekostelig affære for festivallen, da de har en høj selvrisiko på deres forsikringer, hvorfor nattens brand i værste fald kan ende med at koste VesterhavsRock 100.000 kroner.

- Vi tænker ikke, at det er nogen, der vil os det ondt. Vi tænker, det er drengestreger, men når vi nu har lagt så meget arbejde i det, så er det da en bet, siger Søren Mortensen.

VesterhavsRock udlover nu fem billetter til lørdagens koncert, hvis der er nogen, der kan komme med oplysninger, der kan føre til en opklaring.

- Vi vil ikke se passivt til, og opfordrer hermed til, at hvis der er nogen der kender til hændelsen, vil vi meget gerne i kontakt med vedkommende, skriver festivallen på sin hjemmeside.

På grund af nattens brand vil der fremover være nattevagter på pladsen.

 

Hvis du har nogle oplysninger, så kan formanden for Vesterhavsrock kontaktes på 50 58 35 33.


Seneste nyt

fra Nordjylland