Flere læger og overvågning på vej til lægehus i Pandrup

Efter massiv kritik fra borgere kommer regionen nu med løsning på lægeproblemer i lægehuset i Pandrup.

Øget ledelsestilstedeværelse, fire nyansatte læger, oprettelse af patientråd og øget opfølgning fra regionen.

Det er nogle af de tiltag, som Nordic Medicare efter aftale med Region Nordjylland har sat i værk for at forbedre driften af udbudsklinikken i Pandrup, som Nordic Medicare driver for Region Nordjylland.

Det oplyser regionen, efter der de seneste dage har været massiv kritik fra borgere i Pandrup.

- Fra regionen har vi i dialogen med Nordic Medicare lagt stor vægt på, at vi forventer fuld fokus og skærpet ledelsestilstedeværelse i den kommende periode, indtil der er styr på arbejdstilrettelæggelsen. Derudover vil vi også fra regionen i den kommende periode være tilstede i klinikken med en medarbejder, så vi kan komme tættere på problemstillingerne og håndteringen af disse, forklarer Henrik Sprøgel, souschef i Patientforløb i Region Nordjylland.

Nordic Medicare vil styrke klinikken ledelsesmæssigt, så der kommer flere ressourcer i arbejdet med at tilrettelægge driften.

Det sker dels ved ansættelsen af en praksismanager, og derudover vil den sundhedsfaglige direktør Niels Riewerts Eriksen selv vil gå direkte ind i driften med en øget tilstedeværelse i Pandrup.

Klinikken har rekrutteret fire nye læger, som indtræder i klinikken i perioden fra juni til oktober. Dels for at opnormere og dels for at erstatte tre læger, som er ophørt.

Heraf er to gået på pension og en har søgt andre veje. I hele perioden sørges for, at der er lægedækning med en gennemsnitsbemanding på 4,3 læger. Indtil alle nye læger er indkørt, vil ledige vagter blive dækket af andre læger fra Nordic Medicare. Der rekrutteres ligeledes mere sygeplejepersonale til klinikken.

Allerede fra denne uge er to erfarne sygeplejersker på klinikken.

Nordic Medicare er med opbakning fra Region Nordjylland ved at oprette et patientråd, hvor borgere tilmeldt klinikken inviteres til at deltage med henblik på en bedre dialog med borgerne om ønsker og forventninger til service og tilrettelæggelse af driften i klinikken. Der bliver den kommende periode annonceret efter interesserede i lokalaviser.


Seneste nyt

fra Nordjylland