Flere nordjyder føler sig utrygge i deres nabolag

Rigspolitiet har udgivet sin årlige tryghedsrapport, der blandt andet viser en negativ udvikling i trygheden blandt nordjyder.

Hvis historier om indbrudsbølger, terrortrusler, bandekonflikter og flygtningekrisen har gjort dig mere utryg i løbet af det seneste år, så er du ikke den eneste. 

quote Dét at skabe tryghed hører til politiets absolutte kerneopgaver.

Anne Marie Roum Svendsen, Politidirektør i Nordjyllands Politi

Hvert år måler Rigspolitiet danskernes tryghed og tillid til politiet, og tallene viser blandt andet en negativ udvikling hos nordjydernes oplevelse af trygheden.

I Nordjyllands politikreds svarede 85,7 procent af nordjyderne i 2017, at de føler sig trygge i deres nabolag. Det er et fald i forhold til 2016, hvor 90 procent svarede, at de følte sig trygge.

Omorganisering sætter spor

Politidirektør i Nordjyllands Politi, Anne Marie Roum Svendsen, ser med alvor på den negative udvikling i tryghedstallet.

Om tryghedsundersøgelsen:

  • Rigspolitiet har for femte gang gennemført en spørgeskemaundersøgelse af borgernes tryghed og deres tillid til politiet i samarbejde med Danmarks Statistik.
  • Undersøgelsen omfatter hele Danmark, de 12 politikredse i Danmark, de fem største byer og de særligt udsatte boligområder.
  • Tryghedsundersøgelsen er baseret på en omfattende spørgeskemaundersøgelse med mere end 11.000 besvarelser, som er gennemført af Danmarks Statistik i perioden fra den 14. juni til den 14. oktober 2017.

Hun afviser ikke, at det kan være sket efter flere af politiets nærstationer i Nordjylland, blandt andet i Aars og Løgstør, er blevet lukket det sidste års tid.

- Dét at skabe tryghed hører til politiets absolutte kerneopgaver. Vi skal sørge for, at nordjyderne føler sig trygge der, hvor de bor og færdes. Vi valgte i maj 2017, kort før tryghedsmålingen begyndte, at omorganisere Nordjyllands Politi til de større og mere specialiserede enheder, vi er i dag, siger Anne Marie Roum Svendsen i en pressemeddelelse og fortsætter.

- Det gjorde vi, fordi det er sådan, vi stærkest bekæmper de kriminalitetsformer, som skaber den allerstørste utryghed hos nordjyderne eksempelvis de mange indbrud begået af udlændinge eller it-kriminalitet. Men jeg forstår godt, hvis lukningen af nærstationer har sat spor i tryghedsundersøgelsen.

Nordjyllands Politi forklarer i pressemeddelelsen, at oplevelsen af tryghed i Aalborg er på samme niveau som året før, hvilket betyder, at den negative udvikling har fundet sted i landkommunerne.

Der er ikke opgjort tal for de enkelte kommunerne. Selve tilliden til politiet i Nordjyllands politikreds har ikke ændret sig siden 2016.

Nye tiltag skal sikre nærhed

Anne Marie Roum Svendsen pointerer, at Nordjyllands Politi arbejder på fremover at være nærværende og synlige for borgerne på andre og nye måder end via nærstationer.

- Fra 1. februar 2018 placerede vi en gruppe efterforskere i Brønderslev, som specifikt arbejder med at opklare lokale indbrud. Vi vil også styrke vores patruljering i Nordjylland her fra foråret med særligt fokus på lokalsamfundene, som vi generelt vil styrke vores samarbejde med og synlighed i, siger Anne Marie Roum Svendsen og fortsætter.

- Som borger vil du eksempelvis kunne møde os ved borgermøder og ved vores mobile stationer, som vi kommer ud med. Den virtuelle nærhed har vi også fokus på. De unge forventer at kunne nå os på nye måder, og det behov arbejder vi også hele tiden på at opfylde.

Hun kan også oplyse, at Nordjyllands Politi er i gang med at forskyde politimedarbejdernes mødetider, så der er flest på vagt, når opgavetrykket er størst, tidsmæssigt og geografisk. 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland