Flot indtjenings-fremgang på Comwell Hvide Hus

Efter en gennemgribende renovering har det ikoniske hotel i Aalborg øget indtjeningen med 49 procent.

I november 2013 solgte Enan Galaly sit livsværk - Hotel Hvide Hus i Aalborg til ejendomsselskabet Calum for et trecifret millionbeløb. Siden blev firmaet Comwell udpeget til at overtage hoteldriften på det ikoniske hotel i den nordjyske hovedstad og en gennemgribende renovering blev igangsat.

I 2015 blev det sidste punktum for renoveringen så sat, og nu er det tydeligt, at investeringen bærer frugt.

Hotellets bruttoindtjening steg i 2015 til 18,7 millioner kroner. Det er en stigning på 49 procent sammenlignet med 2014, der var det første regnskabsår med Comwell ved roret.

- Vi har oplevet fremgang i både omsætning, kundetilfredshed og resultat, så det kan ikke være bedre. Nu glæder vi os til for alvor at tage fat her i 2016 og hæve barren for, hvad man kan forvente på det nordjyske hotel- og mødemarked, udtaler hoteldirektør Mette Bonderup i en pressemeddelelse.

Nu glæder vi os til for alvor at tage fat her i 2016 og hæve barren for, hvad man kan forvente på det nordjyske hotel- og mødemarked.

Comwell Hvide Hus landede et resultat før skat på 3,8 millioner kroner, og det er ifølge Mette Bonderup mere end man kunne forvente.

- Resultatet i år afspejler, at vi er lykkedes med at højne niveauet på hotellet betragteligt og dermed tiltrække endnu flere gæster. Vi havde budgetteret med, at det ville tage op til tre år at vende den økonomiske krise, hotellet var i, da vi overtog det, så jeg ser det som en yderst positiv indikator, at vi allerede sidste år og igen i år leverer et flot overskud.

Enan Galaly, der med sit firma Helnan ejede Hvide Hus til slutningen af 2013 startede som tjener og endte som direktør, og han udtalte i forbindelse med salget af Hvide Hus:

- Det er jo mit livsværk. Det er som en kone, der forlader mig til fordel for en anden. Men nu skal jeg vise hende, at jeg godt kan klare mig uden hende.


Seneste nyt

fra Nordjylland