Flugtbilist påkørte 22-årig: Politi efterlyser vidner og en blå Ford

Nordjyllands Politi efterlyser vidner og en flugtbilist efter en påkørsel i Aalborg torsdag aften, der kostede en 22-årig mand flere brækkede knogler.

En 22-årig mand på cykel brækkede benet og fik brud på sit bækken, da han torsdag aften omkring klokken 22.25 blev påkørt bagfra af en bilist, der efter ulykken stak af fra stedet.

Ulykken skete på Humlebakken mellem Buddumvej og Langagervej da cyklisten kørte mod vest - i retning mod det centrale Aalborg, og efter ulykken standsede bilisten ikke.

Det er sparsomt med oplysninger i sagen og derfor efterlyser Nordjyllands Politi nu både føreren af bilen og vidner, der kan have set noget i forbindelse med ulykken eller som kan have set ulykkesbilen før eller efter ulykken.

Signalementet af bilen er sparsomt, men dele fra bilen fundet på ulykkesstedet indikerer, at der er tale om en blå Ford-personbil. Og hvis den stadig kører på vejene i dag, mangler den med al sandsynlighed sin forskærm.

Vidner eller andre, der mener at have viden, der kan hjælpe politiet i efterforskningen, kan henvende sig til Nordjyllands Politi på telefon 114.

Ulykken skete på Humlebakken mellem Buddumvej og Langagervej.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland