Formand ikke sagsøgt

Den tidligere bestyrelsesformand i EBH Bank og EBH Fonden er alligevel ikke sagsøgt i en sag om uberettigede bonusser.

Fra morgenstunden figurerede den tidligere bestyrelsesformand i EBH Bank og EBH Fonden, Egon Korsbæk, som om han var blandt de sagsøgte i en civil retssag om 7 millioner kr., som EBH Fondens kurator i dag kører imod tidligere topfolk i EBH Banken. Retslisten var dog forkert, viser det sig nu, hvor sagen starter og pengene kræves tilbage til fondens konkursbo.

-Min klients rolle er ikke, som der står her, han er i stedet blandt biintervenienterne (person eller virksomhed, der støtter en part i en retssag, Red.), siger Erik Werlauff, der er Egon Korsbæks advokat.

Det slog Landsretten ligeledes fast. Den tidligere bestyrelsesformand skal dermed vidne til fordel for de sagsøgte i forhold til søgsmålet.

De sagsøgte i sagen om de 7 millioner kr. er de to tidligere bankdirektører i EBH Bank Finn Strier Poulsen og Jens Nielsen samt det statslige selskab Finansiel Stabilitet. Kurator Torben Byskov Petersen fra konkursboet efter EBH Fonden står for søgsmålet. Han mener, at bonusserne på henholdsvis 3,5 mio kr., 3 mio kr. og 500.000 kr., som er blevet udbetalt fra Fonden til bankfolk på et ugyldigt grundlag, og derfor vil kuratoren have pengene igen.

Det var Finn Strier Poulsen, Jens Nielsen samt en tidligere underdirektør Finn Jensen, som modtog pengene i tiden mellem 2004 og 2007.

Egon Korsbæk er til stede i retten, ligesom de to tidligere bankdirektører Finn Strier Poulsen og Jens Nielsen også er til stede - alle med deres advokater ved siden.

Blandt biintervenienterne er også Erhvervsstyrelsen og et revisionsselskab.

Sagen forventes at tage syv retsdage.


Seneste nyt

fra Nordjylland