Første tegn på stigende arbejdsløshed

De første tegn på stigende arbejdsløshed viser sig nu også i Nordjylland. I dag har metalstøberiet Dania i Aars fyret 28 medarbejdere.

Hans Christensen fra Aars har pludseligt fået alt for god tid til at ligge på sofaen. I nat blev han fyret fra sit ufaglærte natarbejde på metalstøberiet Dania i Aars.

- Jeg blev da skuffet og ked af det. Det kan man da ikke undgå, siger Hans Christensen.

Massefyringer som den på Dania skal varsles til Beskæftigelsesregion Nordjylland. Sidste år blev der varslet 400 fyringer - i år er det tal allerede oppe på 1200.

- Vi ser en tredobling i massefyringer siden sidste år. Det er et tegn på at beskæftigelsen begynder at gå den anden vej, siger Karsten Simensen, der er direktør i Beskæftigelsesregion Nordjylland.

Også hos fagforeningen 3F mærker man den stigende arbejdsløshed.

- Vi har oplevet en stærk stigning af ledige de seneste 14 dage til tre uger, og der er ikke bare sæsonledigheden der er trådt i kraft, siger Carla Madsen, der er A-kasseleder i 3F Midtfjord.

Hans Christensen er altså nu en af de 4600 ledige nordjyder. Fyringerne går først og fremmest ud over industrien og byggeriet. Selvom ledigheden stadig kun er på 1,8 procent, så er den stigende. De økonomiske vismænd spår at arbejdsløsheden vil blive fordoblet i de kommende år. Hvis det holder vil 10.000 nordjyder blive arbejdsløse.

- Da det gik værst for sig i 1990erne havde vi 16 procent arbejdsløshed i Nordjylland. 40.000 mennesker var ledige. Den krise er vi langt fra, slår Karsten Simensen fast

Hans Christensen har været arbejdsløs i mindre end et døgn. Han er begyndt at søge nyt job, men har ikke haft heldet med sig endnu.

Flere nyheder fra TV2 Nord