Forsvaret indstiller skydningen i Tranum

Efter en kvindelig turist i går blev skudt i foden, indstiller Forsvaret nu deres øvelser i militærterrænet nær ved Tranum.

Forsvaret har stoppet al øvelsesskydning på det militære øvelsesterræn ved Tranum, efter en kvindelig tysk turist i går blev ramt af skud i foden.

Det oplyser presseofficer Peder Enggård fra Hærens Operative Kommando til DR, P4 Nordjylland.

Selv om det ikke er afklaret, hvor skuddet kom fra, standsede forsvaret skydningen klokken 22:30 i aftes. Det skete, efter politiet havde orienteret forsvaret om skudepisoden.

Hærens auditørkorps står nu for de videre undersøgelser i samarbejde med våbeneksperter fra Hærens Operative Kommando, fortæller DR P4 Nordjylland.

Den tyske turist blev ramt i foden, da hun i går eftermiddag gik tur med sin mand og nogle venner på Rødhus Strand ved Tranum. Kvinden søgte nogle timer senere hjælp på skadestuen, og herefter blev politiet inddraget i sagen.

/Ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland