Fredelig demonstration for udskældte hunde

Over 50 hundeejere gik søndag en lang tur gennem centrum i Aalborg som led i kampen for lige vilkår for alle hunde - og imod hundeloven.

De mange hundeejere tog sig god tid til dagens demostration.

- Vi vil vise, at hundene slet ikke er så farlige som folk tror. Desuden kan de fleste - heller ikke politiet - kende forskel på, hvilke hunde der er lovlige ulovlige. Så det er vigtigt, at vi sætter fokus på det, siger hundeejer Charlotte Andersson til TV2/Nord.

Charlotte Andersson er formand for foreningen Fair Dog. Hun havde taget den lange vej fra Sorø til Aalborg for at vise sin foragt for Folketingets nye hundelov. Den holdning var hun absolut ikke alene med.

- Den er foragtlig. Den tager slet ikke hensyn til, hvilke hunde der er farlige. Den burde afskaffes, siger Rene Langevadde, der var til demonstration med sin hund Sejr.

Den fredelige demonstration sluttede til julemarkedet på Gl. Torv. Her nød de en kop Glögg eller kaffe, mens de delte flyers om projektet ud. Og de julehandlende tog godt imod dem.

- Jeg kan ikke kende forskel på, hvilke der er lovlige eller ej, så jeg synes det er godt, at de kommer herud og viser deres hunde frem, siger Lasse Mose, der arbejder for Red Barnet, men som godt kunne finde et par minutter til at diskutere hundepolitik med demonstranterne.


Seneste nyt

fra Nordjylland