Nature Ranger: Fritidsjob giver unge med udfordringer meget mere end penge på kontoen

Nature Ranger er et fritidsjob til unge med udfordringer, hvor de unge får ansvar, sociale fællesskaber og følelsen af at være uundværlige.

I Uhrehøj Plantage er Mtobesi Uria i fuld gang med sit nye job.

Han har de sidste tre måneder været Nature Ranger i Vesthimmerlands Kommune.

- Jeg er rigtig glad, hvis jeg ikke havde fundet det her job, så havde jeg ikke mødt de gode kammerater, siger Mtobesi Uria.

Nature Ranger er et projekt lavet af Vesthimmerlands Kommune, hvor unge med forskellige udfordringer får mulighed for at få et fritidsjob som naturguide.

- De her drenge, de kendte ikke hinanden i forvejen, og der var mange af dem, der ikke havde nogle venner – og det har de fået qua Natur Ranger, fortæller Karin Winther, der er projektleder for Nature Ranger-projektet og naturvejleder i Vesthimmerlands Kommune.

Lige nu er seks drenge en del af Nature Ranger-projektet, hvor de blandt andet skal vise den danske natur frem for asylbørn.

- De får lov til at vise, at de kan noget, at vi ikke kan undvære dem, og at vi sætter pris på det, de yder, siger Karin Winther.

Danskundervisning langt væk fra grå klasselokaler

Men det er ikke kun drengene, der får noget ud af projektet. Asylbørnene får nemlig snakket og lært dansk på en anden måde end de er vant til.

- Det med, at de mødes med andre unge mennesker, det giver noget i forhold til, at det altid bare er nogle fuldvoksne mennesker, der skal stå og fortælle dem om ting, siger netværksmedarbejder i Asylcenter Vesthimmerland i Ranum, Heidi Strøm.

I skoven sammen med Nature Rangerne er asylbørnene nødt til at lytte godt efter for at finde ud af, hvad de skal lave.

- Herude i skoven får de nogle andre ting ud af det, fordi de også kan løbe rundt mellem hinanden og være børn og unge, siger Heidi Strøm.

En del af Friluftrådets projekt ’Sund i Naturen’

Vesthimmerlands Kommune er fokus-kommune i Friluftrådets projektet Sund i Naturen. Projektet indebærer, at kommunen skal lave et tilbud for unge med udfordringer.

- I den forbindelse vil vi se, om det at give dem et fritidsjob kan være med til, at give dem så meget gejst og gnist, at de har lyst til at fortsætte med at tage hånd om eget liv og komme videre i uddannelsessystemet for eksempel, siger Karin Winther.

Da Mtobesi Uria for tre måneder siden startede som Nature Ranger kendte han kun én af de andre Rangere.

Er der nogle af de her drenge, der er dine bedste venner nu?

- Ja, svarer Mtobesi Uria.

Var de det i forvejen?

- Nej ikke rigtig, fortsætter Mtobesi Uria.

Der kan maksimalt være seks unge Nature Rangere af gangen og allerede nu er der venteliste på at blive den næste Nature Ranger.


Seneste nyt

fra Nordjylland