Fyrværkeri-drab: Tiltalte nægter sig skyldig i uagtsomt manddrab

De to unge mænd, der er tiltalt i fyrværkerisagen, nægter sig delvist skyldige i dele af anklagerne.

Sagen mod de to er mandag morgen begyndt i retten i Aalborg, hvor begge de tiltalte mere eller mindre modvilligt forklarer sig i forhold til, hvad der er sket i dagene op til fatale fyrværkeri-ulykker nytårsaften 2014.

Ulykkerne skete henholdsvis kort før og kort efter midnat i Assens ved Mariager og Skjellerup ved Hobro. Ved den første af de to ulykker mistede en 37-årig familiefar livet, mens det ved den anden ulykke var to mænd på henholdsvis 24 og 25 år der mistede livet. 

Nu er de to mænd på anklagebænken. Begge mænd er tiltalte for overtrædelse af fyrværkeriloven, for at have erhvervet, opbevaret og videresolgt fyrværkeri uden tilladelse.
Men derudover mener anklagemyndigheden at den ene tiltalte også kan gøres ansvarlige for de skader, som de bomber, de videresolgte, forårsagede på de dræbte og sårede. Også selvom de tiltalte slet ikke var til stede ved ulykkerne.
Det at tiltalte solgte de dræbende chrysantemumbomber, er efter anklagemyndighedens opfattelse nok til, at de kan dømmes for uagtsomt manddrab og for at forvolde fare for andres liv.

Hovedbagmanden er tiltalt for den 1. januar 2015 at have opbevaret 109 kanonslag på en adresse i Hobro og forud for den 1. januar 2015 at have solgt farlige luftbomber til privatpersoner. Luftbomberne forårsagede flere dødsfald og alvorlige skader.  

De nægter sig begge skyldige i alle anklager, men erkender sig skyldige i dele af anklageskriftet. 

Der er i forbindelse med sagen nedlagt navneforbud, hvorfor der ikke må refereres fra sagen på en måde, der kan identificere de to tiltalte.

Den ene af de to tiltalte forklarer i retten, at han i forbindelse med en juleafslutning aftalte med en af de nu afdøde at skaffe noget fyrværkeri, og det skulle være noget "vildere end det man ellers kan købe". 

Den anden af de tiltalte forklarede, at han har solgt fyrværkeri til familie og venner, men han nægter at have solgt de farlige chrysantemumbomber. 

Det er kommet frem i retten mandag, at politiet har beslagt de to tiltaltes mobiltelefoner, og der har man kunnet se, at tiltalte nummer to har haft billeder af af chrysantemumbombelignende genstande. Genstande, som han selv mener,  er raketter uden pinde. 

På den førstnævnte tiltaltes mobiltelefon har politiet fundet ud af, at den ene af de to afdøde har bestilt tre seks-tommers bomber, ligesom han ifølge anklageren skulle have ringet til sin nu med-tiltalte nytårsnat - umiddelbart efter dødsulykkerne, og der skulle de to have talt om netop de fatale fyrværkeriulykker.

TV2 Nords reporter i retten fortæller, at der er mødt et stort antal pårørende op i retssalen.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland