Gensyn med nordjysk hovedgård i årets julekalender

Den gamle hovedgård Klarupgaard er hovedlokation i julekalenderen ”Tvillingerne og Julemanden”, som genudsendes på TV 2. Kulisserne er dog ikke længere på gården.

Et hav af produktionsfolk indtog i 2013 Klarupgaard lidt uden for Klarup, da julekalenderen ”Tvillingerne og Julemanden” skulle optages.

Den daværende ejer af Klarupgaard, Knud Just, havde valgt at lægge hus til optagelserne og kaste 1,5 millioner kroner i projektet, fordi han håbede, at julekalenderen ville booste antallet af besøgende.

Investeringen virkede – og i december 2013, da julekalenderen blev vist, kom 15.000 gæster forbi for at se julekalenderens kulisser på Klarupgaard.

Nu har TV 2 så løftet sløret for årets julekalendere, og det bliver blandt andet til et gensyn med ”Tvillingerne og Julemanden”, som bliver sendt hver aften i december frem til juleaften på TV 2 klokken 20.

Der bliver dog ikke mulighed for at se de gamle kulisser på Klarupgaard i år. Hovedgården har nemlig fået nye ejere, og kulisserne er ikke længere på gården.

- Den eneste kulisse, vi har, er en emhætte. Så vi vil ikke begynde at arrangere noget, hvor folk bliver skuffede, siger Kim Hjort fra Klarupgaard.

Selvom kulisserne altså ikke længere befinder sig på gården, er der alligevel mulighed for at få en lille bid af julestemningen på Klarupgaard. De nye ejere har nemlig valgt at holde julemarked på grund af genudsendelsen.

- Nu prøver vi at holde et julemarked, men det bliver uden effekterne fra julekalenderen, siger Kim Hjort.

Julemarkedet finder sted i weekenden 24.-25. november.

Indslag fra januar 2013, da optagelserne til "Tvillingerne og Julemanden" gik i gang:

 

Seneste nyt

fra Nordjylland