Gigantisk ravklump solgt

Nu er den 3,8 kilo tunge ravklump endt i Kuwait. Foto: Arkiv

Skagbo fik tilbud på 300.000 kr. og slog til.

Odd Pedersen fra Skagen har solgt sin 3,8 kilo store ravklump til en køber fra Kuwait for 300.000 kr.

- Jeg har sådan set gået og ventet på det bedste bud, for der er mange, der har været interesseret i klumpen, siger Odd Pedersen til TV2/Nord.

Odd Pedersen fandt ravklumpen på Skagen Nordstrand i 1989, og i de senere år har den været udstillet hos ravsliber Frants Kristensen i Sæby.

Det var i løbet af sommmeren, at ravklumpen blev kendt i udlandet, og siden er buddene strømmet ind fra interesserede købere.

Klumpen har også været på netauktion hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner i København, men det var først den 13. december, at Odd Pedersen slog til.

Ravklumpen er nu solgt til Kuwait for 300.000 kr.

Hvad Odd Pedersen skal bruge de mange rare penge til, ved han ikke endnu:

- Det har jeg slet ikke gjort mig nogen overvejelser om, siger han til TV2/Nord.

Flere nyheder fra TV2 Nord