Gratis parkering bør gøres permanent

Byrådskandidat for Venstre, Kristian Andersen, fra Aalborg foreslår at gøre forsøgsordning med to timers gratis parkering i Aalborgs midtby permanent.

Den aalborgensiske byrådskandidat for Venstre, Kristian Andersen, har givet sig selv en mission.

- At få folk til permanent at vide, at de kan køre ind til midtbyen i to timer og finde en plads – uden at de skal betale for den, slår han fast.

Modellen med to timers gratis parkering på kommunens parkeringspladser blev første gang indført i december 2016. Dengang var det som et slags plaster på såret for de handlende i byen, da flere gader i midtbyen var – og stadig er – spærret på grund af vejarbejde. Ifølge Kristian Andersen betød de to timers gratis parkering tilbage i december, at antallet af besøgende i midtbyen steg med 14% - sammenlignet med december 2015. Ordningen ophørte 1. januar i år. Men nu vil Kristian Andersen have gjort ordningen permanent.

- Midtbyen er et guldæg for hele Aalborg Kommune! Det er midtbyen, der skal fungere, hvis vi skal trække turister til, siger han.

Blandt de bilister, som TV2 Nord har talt med på parkeringspladsen på Budolfi Plads i Aalborg, er der da også umiddelbart masser af begejstring at spore ved udsigten til to timers gratis parkering.

Der er bare en hage ved det: For hvis ordningen bliver gjort permanent, vil det betyde et tab i parkeringsindtægter i millionklassen. Det synes dog ikke at bekymre Kristian Andersen.

- Det er små penge i forhold til, at man i øvrigt investerer i at gøre byen bedre og stærkere, siger han.

Men der vil jo stadigvæk være en manglende indtægt?

- Det er kun, hvis man ser meget begrænset på det i et lille hjørne af kommunekassen, siger Kristian Andersen.

Den påstand er rådmand hos by- og landskabsforvaltningen i Aalborg Kommune, socialdemokraten Hans Henrik Henriksen, dog langtfra enig i.

- Jeg tror, at Kristian Andersen skal prøve at være med til budgetforhandlinger i Aalborg Kommune. Fordi småpenge betyder også noget, når et kommunalt budget skal hænge sammen, siger han.

Alligevel er Hans Henrik Henriksen åben for dialog om forslaget, selvom han altså er temmelig skeptisk omkring den økonomiske side af sagen.

- Jeg synes, det er et interessant forslag, som fortjener at blive bearbejdet for at se, om der overhovedet er nogle muligheder i det. Men bundlinjen er bare, at kommunekassen vil komme til at mangle nogle penge, som jeg skal finde andre steder – og den løsning har jeg ikke umiddelbart, siger han.

Hans Henrik Henriksen skal til marts mødes med Aalborg Cityforening for at evaluere forsøget med gratis parkering i forbindelse med julehandlen sidste år. I den forbindelse er det også planen at drøfte eventuelle muligheder for en gentagelse i fremtiden. 

Se indslaget fra fredag aften herunder.

 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland