24-årig kvinde forsøgt voldtaget i Aalborg - nabo fængslet

En 24-årig kvinde blev tirsdag aften udsat for et så groft voldtægtsforsøg, at hendes liv var i fare. Onsdag blev den 21-årige gerningsmand varetægtsfængslet i fire uger.

En 24-årig kvinde var tirsdag aften tæt på at miste livet, da hun blev udsat for et særdeles groft voldtægtsforsøg i sin lejlighed i Aalborg. Onsdag blev den 21-årige gerningsmand varetægtsfængslet i fire uger efter at være blevet fremstillet i grundlovsforhør.

Det oplyser anklager ved Nordjyllands Politi, Thomas Klingenberg.

Den 21-årige mand, der bor i samme ejendom, bankede på døren hos den 24-årige kvinde og bad om at komme ind i lejligheden for at lokalisere en støjkilde. Da han var kommet ind i lejligheden, bad han om et glas vand. Mens hun stod ved vasken, tog han kvælertag på hende så hårdt og længe, at hun mistede bevidstheden. 

- Han binder så hendes hænder med et klæde af en art og slæber hende ind i sengen. Her genvinder hun bevidstheden og begynder at skrige. Manden stikker så en sok i hendes mund og siger noget i retning af, at hvis hun ikke tier stille, så slår han hende ihjel, fortæller anklager Thomas Klingenberg. 

Da den sigtede kort forlod soveværelset, formåede kvinden dog at flygte fra lejligheden og få tilkaldt hjælp. 

- Han er sigtet for voldtægtsforsøg og forsøg på manddrab. Hun har haft punktformede blødninger i begge øjne og bag højre øre, og hun har haft blødninger i munden, så hun har været i livsfare, fortæller Thomas Klingenberg.

Den 24-årige kvinde anmeldte episoden kort før klokken 18, og cirka en halv time senere kunne Nordjyllands Politi anholde manden.

Under grundlovsforhøret, der foregik for lukkede døre, ønskede den 21-årige mand ikke at svare på spørgsmål, men han nægtede sig skyldig, skriver tv2.dk.

Af sigtelsen fremgår det, at manden sigtes for forsøg på manddrab, forsøg på voldtægt, legemsangreb af særligt rå, brutal eller farlig karakter og trusler. I kendelsen fra grundlovsforhøret har dommeren dog ikke forholdt sig til forsøget på manddrab, men har valgt at varetægtsfængsle den 21-årige på grund af begrundet mistanke om forsøg på voldtægt.


Seneste nyt

fra Nordjylland