Gug-sjippere høster medaljer i Kina

Sjipperne fra Gug Rope Skipping Team vender hjem fra VM og Chinese Open med i alt syv medaljer i freestyledisciplinerne. Foto: Gug Rope Skipping Team

Gug Rope Skipping Team er strøget helt til tops i flere discipliner ved VM i Shanghai i Kina.

Når pigerne fra Gug Rope Skipping Team drager hjem fra VM i Shanghai i Kina, bliver det med lidt tungere tasker, end da de tog afsted. Ikke bare er kufferterne pakket med gode oplevelser, der er også masser af metal med hjem.

Ved VM for kvinder i aldersklassen 15+ strøg holdet bestående af Helena Jensen, Anna Enggaard, Cathrine Nygaard, Fie Lindschouw og Pernille Mogensen helt til tops og tog guld i to discipliner. Det gælder Double Dutch Single Freestyle og Double Dutch Pair Freestyle. Double Dutch er disciplinen hvor man hopper i to lange, tykke tove, som bliver svinget af holdkammerater - i modsætning til single rope, hvor man har sit eget sjippetov. I freestyle-konkurrencerne har holdene sammensat et program, hvor der bliver givet point for sværhedsgrad og udførelse.

Det er dog ikke de eneste Gug-piger, der har klaret sig godt ved VM. Også holdet, der består af Cathrine Hansen, Asta Nielsen, Christine Jensen, Eva Skalshøj og Simone Rafn har fået medaljer med hjem. Det blev til sølv i Double Dutch Pair Freestyle, hvor de altså kun blev slået af klubkammeraterne. Og så fik holdet guld i Single Rope Pair Freestyle.

Der er samtidig afholdt Chinese International Open Tournament, hvor endnu et Gug-hold klarede sig rigtig flot. Det er Kirstine Arknæs, Julie Andersen, Mathilde Emmersen, Laura Pedersen og Emma Christensen, der sjippede sig til hele tre medaljer, da de vandt guld i Double Dutch Pair Freestyle, sølv i Double Dutch Single Freestyle og bronze i Single Rope Pair Freestyle.

Flere nyheder fra TV2 Nord