Guld til nordjyske AMU-elever

To AMU Nordjylland-elever vandt i weekenden guld til DM for transportlærlinge.

AMU Nordjylland har landets bedste lager- og chaufførelever. Det står fast efter at der i weekenden blev afholdt DM for transportlærlinge i Hvidovre.

I alt stillede AMU Nordjylland med otte elever og de blev over de to dage med konkurrencer udfordret i fem discipliner inden for de to fagområder.

- Vores elever har trænet intensivt op til Danmarksmesterskabet, og målet har været klart fra start – vi ville have pokaler med hjem! Det mål må man sige, at vi nåede til fulde med to flotte førstepladser inden for både lager- og chaufførområdet samt flotte præstationer fra hele holdet. Hos AMU Nordjylland er vi utroligt stolte over, at vores elever har præsteret at få så fine placeringer i konkurrencen, fortæller Morten Lund Dam uddannelses- og markedschef hos AMU Nordjylland.

Det var Mathias Christophersen, der er i chaufførlære hos Aalborg Vognmandsforretning, der vandt guld inden for chaufførområdet mens Emil Larsen, der er lærling hos Wrist vandt guld inden for lager og logistik.

- Det har været en helt fantastisk oplevelse at være med til DM for transportlærlinge 2016 – ikke mindst fordi vores unge mennesker fra AMU Nordjylland har været topengagerede, motiverede og positive hele vejen. De har alle otte vist et topprofessionelt niveau i udførelsen af de forskellige discipliner, og det har været noget helt særligt at se både Casper, Anders, Mathias, Poul Erik, Emil, Jeppe, Nicolaj og Patrick dyste om at blive blandt landets bedste inden for deres fag. Det gør mig som faglærer utroligt stolt, at vi har så dygtige og motiverede elever – og at to endda ender med at vinde guld er jo helt fantastisk, fortæller Palle V. Jensen faglærer hos AMU Nordjylland. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland