Gymnasie tester unge sportstalenter

Frederikshavn Gymnasium og HF har indledt et samarbejde med idrætsklasserne på Frydenstrandskolen i Frederikshavn. Mandag var de unge sportstalenter på gymnasiet for at blive testet, og resultaterne gavner både dem og gymnasiets elever.

Frederikshavn Gymnasium og HF havde mandag fået unge, veltrænede gæster på besøg. Eleverne i talentsportsklasserne på Frydenstrandskolen i Frederikshavn var forbi gymnasiet for at gennemgå en række fysiske tests, som gymnasiets idrætslærere stod bag.

- På den ene side måler vi, hvor meget ilt, han kan optage, og ilt er jo det man bruger til at få musklerne til at arbejde. Det vi sige jo mere ilt, man kan optage, jo hårdere kan man arbejde. Derudover tager vi også en laktattest. Det er det affaldsprodukt, musklerne laver, siger idrætslærer Peter Thidemann.

Tobias Jensen er mountainbikerytter, og han er et af de mange sportstalenter, der er til test. Han kan bruge testresultaterne til at se, hvordan han klarer sig fysisk og om hans træning bærer frugt. Eleverne på Frederikshavn Gymnasium og HF får også noget ud af, at syvendeklasseeleven er en tur på gymnasiet.

- Det gør det hele langt mere spændende, at det ikke er tal fra en bog, men noget som din lillesøster, fætter eller ham nede fra skolen, har præsteret. Det gør det rigtig spændende og nærværende for dem, siger Jan Bjeldbak, uddannelsesleder på Frederikshavn Gymnasium og HF.

Det er Frederikshavn Gymnasium og HF som i samarbejde med Region Nordjylland har startet projektet. De har nu fået de nystartede talentsportsklasser med på ideen.

- Det er jo en win-win-situation, fordi vi vil gerne have testresultaterne, og gymnasieeleverne vil gerne have nogle elever at teste på, så de kan lave nogle forskellige beregninger. Det er en måde, vi kan hjælpe hinanden på, siger Brian Høj, talentsportskoordinator i Frederikshavn Kommune.

Som det er nu, har Frederikshavn Kommune kun talentsportsklasser for elever i syvende, ottende og niende klasse, men samarbejdet med gymnasiet kan føre til, at de unge sportstalenter får mulighed for at fortsætte med at fokusere intenst på idræt, når de skal have en ungdomsuddannelse.

- Biologi spiller for eksempel rigtig godt sammen med idræt. Det kunne godt være, at de havde lyst til at arbejde mere med det, og så kunne de komme her hos os at læse i de næste to eller tre år, siger Jan Bjeldbak om den dør, samarbejdet mellem gymnasiet og talentsportseleverne kan være med til at åbne.

Brian Høj ser også gode perspektiver i samarbejdet, som han håber kan blive udvidet i fremtiden.

- Vi håber jo hele tiden, at vi får et tilbud, hvor vi kan sende talentsportsklasseeleverne videre, så de kan fortsætte med at kombinere sport og skole, siger han.

Se indslaget fra Frederikshavn Gymnasium og HF herunder. 

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland