Gymnasieelever melder sig ud i protest

01:57

Arkivfoto Foto: TV2/Nord

1 af 2

Mariagerfjord Gymnasium har fået nok af deres egen forening, Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, og melder sig ud.

Eleverne på Mariagerfjord Gymnasium har besluttet at melde sig ud af deres egen forening, Danske Gymnasielevers Sammenslutning, DGS. Eleverne er trætte af, hvad de kalder foreningens "utopiske uddannelsespolitik".

Elevrådsformand på Mariagerfjord Gymnasium, Filip Kaas, fortæller, at det blandt andet handler DGS's syn på SU.

- Vi finder det yderst problematisk, at man går ind for SU til 15-årige, kræver gratis skolemad til alle gymnasieelever og kæmper for absolut ingen brugerbetaling, som det er nedskrevet i DGS's principprogram, og derfor har vi besluttet at melde os ud, siger han.

Udmeldelsen sker kun en måned efter, at Holstebro Gymnasium og HF også meldte sig ud af DGS. Med udmeldelsen håber man at sende et signal til DGS om at repræsentere de studerendes holdninger og gå forud for et opgør med den stigende offer- og krævementalitet blandt nogle danske unge, der ifølge Filip Kaas bliver eksemplificeret i DGS.

Der går 728 elever på Mariagerfjord Gymnasium, der ligger i Hobro. Udmeldelsen blev vedtaget ved en afstemning i elevrådet, hvor stemmerne var 18 for udmeldelsen og 7 imod udmeldelsen.

Flere nyheder fra TV2 Nord