Hajerne henter nordjysk streg

Aalborg DH har hentet stregspilleren Nikoline Buus Nielsen hjem til Nordjylland. Foto: Ib William Christensen

Aalborg DH tilknytter den lokale stregspiller Nikoline Buus Nielsen på en 1-årig kontrakt.

Nikoline Buus Nielsen, der oprindeligt kommer fra Farsø, har været forbi Viborg HK og senest SønderjyskE, hvor hun i den forgangne sæson var med til at sikre holdet oprykning til landets bedste håndboldrække.

- Jeg glæder mig til at spille i Aalborg DH. Det er en spændende klub, som længe har været en del af damehåndbolden, dér hvor det er sjovt. Derudover bliver det også dejligt at komme tættere på familien i Nordjylland, siger Nikoline Buus Nielsen i en pressemeddelelse.

Med tilføjelsen af Nikoline Buus Nielsen fortsætter Aalborg DH mod målet om at opbygge et stærkt hold bestående af lokale spillere.

- Nikoline er en af de lokale spillere, der har valgt at søge mod nord, så hun passer godt ind i vores profil. Hun er allerede en fysisk stærk spiller, som har fremtiden foran sig. Og med hård og dedikeret træning, så er jeg sikker på, at hun kommer til at tage et skridt i den rigtige retning i Aalborg, siger cheftræner Allan Heine.

På stregpladsen bliver Nikoline Buus Nielsen kollega med islandske Arna Sif Palsdottir.

Flere nyheder fra TV2 Nord