Halalslagtet på badeværelset: Fire mænd taget med får i Aalborg

Fire mænd er torsdag aften blevet sigtet for at overtræde fødevarelovgivningen, da de halalslagtede et får i et badeværelse i en lejlighed i Aalborg.

Det er ikke lige et syn, man ser hver dag på gaden i Aalborg: Fire mænd, der kommer baksende med et får for at bære det op i en lejlighed.

Ikke desto mindre var det præcis, hvad Nordjyllands Politi fik en melding om klokken 18.27 torsdag aften. Og nu står de fire mænd til en sigtelse for at overtræde fødevarelovgivningen. Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi, Poul Badsberg.

- De her fire mænd får fåret ind i en lejlighed, og da vi når frem, er der vist ingen tvivl om, at de har halalslagtet det på badeværelset, siger vagtchefen.

Fødevarestyrelsens veterinærdyrlæge blev tilkaldt, og fåret blev beslaglagt. Det er nemlig ulovligt at halalslagte dyr uden for godkendte slagtehuse.

Senere vil politiet og Fødevarestyrelsen også tage stilling til, om de fire mænd skal sigtes for dyremishandling.


Seneste nyt

fra Nordjylland