Hashrøg siver ind i børneværelse

02:02

1 af 2

En ung far i Frederikshavn føler sig magtesløs, fordi der angiveligt siver hashrøg fra naboen direkte ind i datterens værelse. Boligforeningen har forsøgt at tætne alle revner og sprækker, hvor røgen kan sive ind - men uden held.

Thomas Schüsler Wilson oplever, at han flere gange ugentligt er nødt til at "evakuere" sin fire måneder gamle datter. Han mener, at der siver hashrøg fra naboen ind i værelset.

- Jeg vil ikke lade hende ligge i sådan en hashtåge, siger Thomas Schüsler Wilson.

Thomas Schüsler Wilson har klaget flere gange til boligforeningen, som har forsøgt at tætne lejligheden, så der ikke længere siver røg ind, men det har ikke kunne afhjælpe problemet. Og boligforeningen kan ikke umiddelbart sanktionere naboen som man for eksempel kan ved støjgener.

- Det som nogen oplever som en behagelig lugt, er der muligvis andre, der synes er træls. Nu er det almindeligt i det danske samfund, at der bliver røget og folk har lov til at ryge i deres private boliger, siger Steffen Møller Andersen, som er direktør i Boligforeningen Vesterport.

Boligforeningen har lovet Thomas Schüsler Wilson endnu et tjek af røggennemtrækningen, men hvis det heller ikke hjælper, er der umiddelbart ikke mere at gøre for boligforeningen.

Flere nyheder fra TV2 Nord