TV2 Nord

Havnedirektør ked af beskyldninger efter kontroversiel aftale

02:53

Efter direktøren for Frederikshavn Havn fra flere sider er blevet beskyldt for nepotisme og inhabilitet, vil havnebestyrelsen have undersøgt sagen.

Efter stormen beklager direktøren en kontroversiel sponsoraftale mellem Frederikshavn Havn og AaB eliteungdomshold.

Inhabilitet og nepotisme er nogle af de beskyldninger, som er rettet mod Mikkel Seedorf Sørensen, direktør i Frederikshavn Havn. Nu beklager han, at der har været så meget negativ omtale af en sponsoraftale mellem Frederikshavn Havn og AaBs eliteungdomshold.

Fodboldklubben AaB og Frederikshavn Havn offentliggjorde tirsdag en aftale angående et nyt tre-årigt samarbejde, der betyder, at Frederikshavn Havn er sponsorer for eliteungdomsholdene i AaB. Til gengæld får Frederikshavn Havn erfaringer fra AaB, der kan bruges i erhvervshenseende, oplyser havnen.

Men det er ikke en problemfri aftale. Mikkel Seeforf Sørensens søn spiller på eliteungdomsholdet i AaB, og han er selv holdleder i AaB. Tirsdag aften tager Mikkel Seedorf Sørensen så til genmæle på Facebook.

- Jeg har som ansvarlig direktør for havnen og far til Emil stemt af med AaB, at det ikke er nepotisme eller specialbehandling af Emil, der ligger til grund for aftalen, skriver Mikkel Seedorf Sørensen blandt andet på Facebook.

Torsdag udtaler han til TV2 Nord, at han har tænkt på at fortryde aftalen mellem Frederikshavn Havn og AaB.

Set i lyset på al den omtale, har du så fortrudt, at du har indgået denne aftale?

-Ja, det har selvfølgelig strejfet mine tanker. Nu har jeg været i udlandet i de sidste to dage, og jeg har selvfølgelig fulgt med i den storm, der har været. Det er jeg rigtig, rigtig ked af. Vi ønsker jo på ingen måde at skade AaB, Frederikshavn eller mine børn. Det er jeg ked af. Selvfølgelig set i det lys, så en anden gang, vil man jo nok tænke sig lidt om, siger Mikkel Seedorf Sørensen til TV2 Nord.

På søndag bliver der afholdt et ekstraordinært bestyrelsesmøde i Frederikshavn Havn på grund af sagen.

- Vi skal selvfølgelig udveksle disse synspunkter, det synes jeg ikke, der er nogen grund til at diskutere her i offentligheden, før vi har taget den internt, siger Mikkel Seedorf Sørensen. 

Har du et godt tip?

Aktuelle serier på Salto