Held i uheld: Lærling reddede tømrervirksomhed fra at gå op i røg

Foto: Nordjyllands Beredskab

Torsdag aften gik der ild i en tømrervirksomhed i Fjerritslev. Heldigvis kom en lærling forbi.

Torsdag aften havde en tømrervirksomheden på Håndværkervej i Fjerritslev i den grad held i uheld.

Helt tilfældigt kom en lærling fra tømrervirksomheden forbi bygningen, og her opdagede han, at ikke alt var som det plejede.

- Lærlingen så, at der kom røg fra et skur på siden af bygningen, og ringede straks 112, siger indsatsleder, Ole Leonhard.

Kun fire minutter efter stod Nordjyllands Beredskab klar med vandslukker, og det blev bygningens redning.

- Spånerne havde stoppet anlægget. Derfor lå det og ulmede og satte dermed ild til hele anlægget, siger Ole Leonhard.

Ifølge indsatlederen kunne hele bygningen have gået op i røg, hvis der bare var gået fem minutter mere.

- Det blev bygningens redning, at lærlingen kom forbi, og heldigvis var vi tæt på, siger indsatlederen.

Flere nyheder fra TV2 Nord