Heste flået og smidt i å ved Nibe

Resterne af to heste blev lørdag fundet i en å ved Nibe. Hestene var blevet flået inden, de blev dumpet i åen.

Jens Peter Rokkedal fik sig lørdag en forskrækkelse, da han fandt resterne af to heste i en å i Nyrup ved Nibe. De to små heste var blevet flået, så der var ikke meget andet tilbage end hovederne og skindet.

- Jeg er rystet. Man forstår jo ikke, at folk kan finde på at smide to små heste herude midt i en å, siger han til TV2/Nord.

Det vides endnu ikke, hvor hestene kommer fra, eller hvad der er sket op til at de endte i åen. De kan være blevet slagtet på rette vis, hvorefter resterne er blevet dumpet. På Facebook gisnes der om, at det kan have noget at gøre med, at det er meget dyrt at skille sig af med døde heste, hvilket Tv2Nord i sidste uge også kunne fortælle.

Jens Peter Rokkedal, der fandt de to hestehoveder udtrykker i et opslag på Facebook sin vrede og skriver desuden, at han ikke håber, at en lille pige står et sted og mangler sine to ponyer. Opslaget er i skrivende stund delt over 5.400 gange. 

Nordjyllands Politi oplyser, at de har fået en anmeldelse om de døde heste, men da der ikke er nogen, der har henvendt sig, fordi de mangler hestene, gør de ikke mere i sagen.


Seneste nyt

fra Nordjylland