Hirtshals Havn vil være grønnere: Jagter de officielle klimamål

Disse 9 FN Verdensmål vil Hirtshals Havn fremover arbejde endnu mere målrettet imod.

Medarbejderne skal fremover 'uddannes' til at arbejde mod de fælles klima- og miljømål, fortæller havnedirektøren.

- Vi ved, det bliver dyrere løsninger, men nu bliver det de rigtige løsninger.

Sådan siger administrerende direktør i Hirtshals Havn, Jens Kirketerp Jensen, om havnens nye, forstærkede fokus på FN’s 17 verdensmål, der skal sørge for, at vi mennesker ikke nedbryder de naturlige ressourcer og ødelægger den naturen.

Hos Hirtshals Havn har man valgt fremover at styrke sit fokus på 9 af de 17 mål: Ligestilling mellem kønnene, rent vand og sanitet, bæredygtig energi, anstændige jobs og økonomisk vækst, industri, innovation og infrastruktur, bæredygtige byer og lokalsamfund, ansvarligt forbrug og produktion, livet i havet og partnerskaber for handling.

Den dag, vi kan sige, at vi er klimaneutrale eller ligefrem klimapositive i vores egen drift, eller når halvdelen af medarbejderne er kvinder, så er vi nået langt.

Jens Kirketerp Jensen, administrerende direktør, Hirtshals Havn

- Hver gang vi fremover skal ud og investere, lave aktiviteter og logistikløsninger, så vil vi tænke over, hvordan det påvirker klimaet. Vi begynder med en holdningsændring hos vores medarbejdere, så vi internt får skabt en kultur, der styrker opmærksomheden på at gøre tingene mere rigtigt, siger direktør Jens Kirketerp Jensen til TV2 Nord.

Medarbejderarrangementer med fokus på verdensmålene vil blive en del af hverdagen hos de ansatte på Hirtshals Havn for at sikre, at alle arbejder i samme klimavenlige retning.

Administrerende direktør Jens Kirketerp Jensen kan ikke sætte tal på hvor meget grønnere og mere klimavenlig, Hirtshals Havn fremover bliver – det er mest af alt en ”intern holdningsændring”.

Klimapositiv havn er målet

Direktøren erkender, at FN’s 17 verdensmål ikke just er nogle, man kan opnå på kort tid. Det handler om hele tiden at forbedre sig og løbende finde nye mål – alligevel ved direktøren godt, hvornår havnen er lykkedes med sin ambitiøse målsætning.

Læs også Nordjyske kommuner inspirerer med klimaløsninger

- Den dag, vi kan sige, at vi er klimaneutrale eller ligefrem klimapositive i vores egen drift, eller når halvdelen af medarbejderne er kvinder, så er vi nået langt. Men jeg kan ikke sætte mig ned og sige ”wow, nu har vi kun elbiler”, og så være tilfreds med det. Så kan der være andre mål, vi skal løbe efter, siger han.

I disse klima- og miljørigtige tider kan man måske fristes til at tro, at det øgede fokus på klimamålene er sat i søen for at skabe god omtale eller tjene flere penge.

- Vi vil gerne bidrage til, at vores børn og børnebørn har en verden at overtage. Selvfølgelig gør det så ikke noget, at driften bliver optimeret, og at der kommer flere penge ud af det i sidste ende. Og selvfølgelig er der en gran af god PR-værdi i det for os, men som offentlig ejet og en vigtig spiller i fiskeri- og logstiksektoren i Skandinavien må vi gerne være med til at pushe i den rigtige retning, siger Jens Kirketerp Jensen.

Flere nyheder fra TV2 Nord