Hjørring-borgmester bliver ny formand i KKR Nordjylland

Arne Boelt skal de næste fire år være formand for et fælleskommunalt udvalg for alle Region Nordjyllands 11 kommuner.

Fredag kunne en ny formand for KKR Nordjylland sætte sig i stolen. På et konstitueringsmøde i udvalget blev det bestemt, at Arne Boelt (S), borgmester i Hjørring Kommune, skulle overtage posten efter Mogens Gade (V), borgmester i Jammerbugt Kommune.

Dermed byttede de to borgmestre pladser i udvalget, idet Arne Boelt de seneste fire år har haft titel af næstformand, mens det de næste fire år bliver Mogens Gade, der får den post.

Det meddeler KKR Nordjylland fredag i en pressemeddelelse og oplyser samtidig, at valget skete i fuld enighed på tværs af partigrupperne.

KKR Nordjylland er et udvalg sammensat af de 11 borgmestre og yderligere 11 kommunalbestyrelsesmedlemmer fra de nordjyske kommunalbestyrelser. 

KKR Nordjylland har til formål at fremme og drøfte de fælleskommunale interesser for de 11 kommunalbestyrelser, særligt inden for sundhed, socialområdet og specialundervisning, vækst, erhverv, regional udvikling, beskæftigelse, uddannelse, kollektiv trafik og infrastruktur.

På mødet i KKR Nordjylland blev der også valgt kommunalpolitikere til lang række politiske poster - blandt andet til Det Regionale Vækstforum, Nordjyllands Trafikselskab, Væksthus Nordjyllands bestyrelse og diverse samarbejdsudvalg på sundhedsområdet.

Se den fulde liste her.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland