HMK Bilcon indgår ”betydelig” aftale med Forsvaret

Gistrup-virksomheden HMK Bilcon har underskrevet en fireårig rammeaftale med Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

I fire år skal HMK Bilcon 2017 A/S servicere tank- og pumpesystemer for Forsvaret. Det ligger fast, efter repræsentanter for Gistrup-virksomheden og Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse tirsdag satte deres underskrift på en fireårig rammeaftale, som blandt andet omfatter eftersyn, reparationer og modifikationer af containerbaserede tankanlæg.

- Vi er meget glade for aftalen. Det er en betydelig aftale for os, fordi den giver os stabilt arbejde over fire år, siger Peter Jensby, der er direktør ved HMK Bilcon.

Virksomheden har bygget materiel til Forsvaret gennem de sidste 30 år, og har i 13 år serviceret tank- og pumpesystemer ved Forsvaret.

- Vi har valgt at indgå kontrakten med HMK Bilcon, da de har opfyldt alle udbudsbetingelserne og samtidig givet det mest fordelagtige tilbud, siger oberst Christian Brejner Ishøj, der er chef for Landdivisionen i Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse.

Ved HMK Bilcon håber direktøren, at aftalen vil betyde endnu mere samarbejde i fremtiden.

- Det er en blåstempling af os som leverandører, at vi kan få den her opgave. Det er svært at levere til Forsvaret – man skal have meget høj kvalitet og opfylde alle kravene, siger Peter Jensby.

HMK Bilcon har 80 ansatte på fabrikken ved Gistrup.


Seneste nyt

fra Nordjylland