Hobro henter sæsonens første sejr

Hobro trak det længste strå, da Superligaens to dårligst placerede hold tørnede sammen i Hobro.

Det var et helt bundopgør i ordets egentlige betydning, der i dag udspillede sig på DS Arena i Hobro. Før dagens kamp lå Hobro på 14.-pladsen med bare et enkelt point i fire kampe, mens gæsterne fra OB figurerede på 13.-pladsen ligeledes med et point, men med en bedre målscore.

Kampen i dag var derfor en oplagt chance for Hobro til at komme væk fra sidstepladsen. Men det krævede en sejr over fynboerne.

Og fra start var der ikke meget, der tydede på, at det skulle lykkes. OB kom bedst fra start, og odenseanerne havde adskillige chancer i løbet af det første kvarter.

To hurtige fra Sabbi

Men så tog kampen en ny drejning. Efter 25 minutters spil kunne Emmanuel Sabbi bringe nordjyderne foran. Efter et indkast, der blev forlænget ind i feltet kunne Sabbi glide henad den regnvåde plæne og sende bolden i nettet ved bagstolpen.

Der skulle ikke gå længe før Sabbi igen var på pletten. Faktisk gik der kun tre minutter før Sabbi havde skudt Hobro foran med 2-0, efter at have sat tre OB-spiller før han afsluttede.

OB fik også sendt bolden i nettet i første halvleg. Men desværre for fynboerne var det Alexander Ludwig, der sendte kuglen i eget net på mærkværdig vis. OB’s målmand, Sten Grytebust, havde i første omgang reddet et skud fra Edgar Babayan, men returen rammer Ludwig og ryger tilbage i nettet.

Og dermed kunne Hobro gå i omklædningsrummet foran 3-0 ved pausen.

Gæsterne på tavlen

Ligesom i første halvleg, var OB det mest dominerende hold fra starten af anden halvleg. Og efter 74 minutter bar det frugt, da Nicklas Helenius direkte på frispark kunne reducere for odenseanerne.

OB fortsatte presset i håb om at kunne hive bare et enkelt point med over Lillebælt. Og i dommerens tillægstid bragte Rasmus Festersen en smule spænding i kampen, da han sendte bolden ind bag Jesper Rask i Hobro-målet.

Men mere blev det ikke til, og Hobro kunne dermed fejre sæsonens første sejr. Resultatet betyder at Hobro kravler op som nummer 12 i tabellen, mens OB får den tvivlsomme ære af at ligge på 14.- og sidstepladsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland