Hobro IK snublede i nordjysk opgør

Hobro IK kunne umiddelbart godt bruge deres tidligere angriber Daniel Arrieta. Nordjyderne har nemlig svært ved at score mål. Foto: Daniel Mikkelsen (Arkivfoto)

Hobro IK havde problemer mod bundholdet FC Hjørring og måtte nøjes med 1-1, hvorfor de mistede vigtige point i kampen om oprykning.

Det kunne næsten sammenlignes med David mod Goliath. Hobro IK har spillet fantastisk i den første tredjedel af sæsonen og ligger med i toppen. Modsat havde FC Hjørring ikke vundet i syv kampe i træk før lørdagens lokalbrag.

Men selvom Hobro IK var kæmpe favoritter levede de ikke op til det. Kampen endte nemlig 1-1 på mål af Mads Justesen og U/20-landsholdsspilleren Mikkel Agger. Kampen var generelt præget af mere fight end fine finesser, hvilket syv gule kort viser tydeligt.

- Jeg er rigtig skuffet. Når vi spiller 110 procent, kan vi slå alle hold, men spiller vi sådan her, taber vi dem alle, siger Hobro IKs sportschef Jens Hammer Sørensen til TV2/Nord.

Derimod var der stor glæde i den gæstende lejr.

- Vi spiller rigtig godt og kunne sagtens have taget sejren, siger cheftræner for FC Hjørring, Søren Kusk.

Med dagens resultat ligger Hobro IK stadig lige under oprykningsstregen. Og selvom de nordjyske rivaler fra Hjørring fik ét enkelt point, rykker de ikke fremad i tabellen, hvorfor de stadig ligger sidst.

Flere nyheder fra TV2 Nord