Hobro sælger profil til Viborg

Hobro IK har med øjeblikkelig virkning solgt deres sydkoreanske angriber Jung-Bin Park til Viborg FF.

Park spiller derfor fortsat Superliga-fodbold og Hobro, der som eneste hold rykkede ned i den forgangne sæson, må undvære ham i 1. division.

I en pressemeddelelse skriver Hobro IK at tilbuddet fra Viborg har været attraktivt for både klubben og Park selv. Og med tilgang af Wilfried Domoraud og Sebastian Andersen føler Hobro sig godt rustet på de offensive positioner.

- Det er jo en historie, vi er fantastisk stolte over. Jung-Bin blev inviteret til prøvetræning sidste sommer, og vi kunne jo se et stort potentiale i ham. Derfor tog vi chancen og lavede en aftale med ham, hvilket mo sige at have været en god beslutning. Jung-Bin er en dygtig fodboldspiller og en god fyr, og vi ønsker ham alt det bedste fremover, siger sportschef Jens Hammer Sørensen.

Hobro IK er ved at opbygge en tradition med at hente, udvikle og sælge talenter og med Jung-Bin Park sendt til Vibrog er listen af navne blevet længere. Den bestod i forvejen af navne som Emil Berggreen og Mads Hvilsom.

- Vi er lykkedes med nogle gode transfers de seneste år, hvilket er et område hvorpå vi virkelig har flyttet os som klub. Vi har fungeret som et godt springbræt, hvor man er i et godt og sundt træningsmiljø. Det synes jeg godt vi kan tillade os at være stolte over, tilføjer sportschefen om salget af Jung-Bin Park.

Park kom til Hobro fra tysk fodbold. Han tog til Europa allerede som 16-årig og spillede i tre tyske klubber inden Jens Hammer Sørensen og Hobro fik ham i stalden.

- Jeg har været meget glad for opholdet i Hobro, og jeg er meget taknemmelig over den tiltro som alle i klubben har haft til mig. Jeg vil dog gerne spille på højeste niveau, så jeg kan fortsætte min udvikling, og det får jeg muligheden for i Viborg FF. Hobro IK vil altid have en plads i mit hjerte, og derfor er jeg også meget trist over nedrykningen i sidste sæson. Jeg håber inderligt, at klubben lykkes med at rykke op i Superligaen igen, siger Jung-Bin Park.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland