Hobro ude af krisen

Hobro sikrede sig selv tre point, efter kamp på hjemmebane mod FC Nordsjælland.

Med 1.261 tilskuere var det kun de mest trofaste Hobro-tilhængere, der havde fundet vej til det solbeskinnede DS Arena søndag middag, hvor Hobro spillede mod FC Nordsjælland.

Hobro har stadig fe, stamspillere udenfor, men anfører Jonas Brix Damborg og Martin Mikkelsen var tilbage på holdet, og det kunne ses.

Hobro startede frisk på kampen, og kun Quincy Antipas virkede som om, han ikke helt var vågen.

Derimod var den anden angriber, Julian Kristoffersen, tændt fra starten. Han havde fået chancen i front i stedet for Sebastian Grønning, og burde have bragt hjemmeholdet foran efter en halv time, men hans hovedstød gik lige forbi den tidligere AaB målmand Nicolai Larsens mål.

Quincy Antipas scorer kampens første mål

Kort efter viste Julian Kristoffersen, at han også kan bruge den indvendige side af hovedet, da han med en flot aflevering sendte hurtige Quincy Antipas afsted, og så var Quincy vågen. Han svigtede ikke og bragte fortjent Hobro foran 1-0.

Men glæden varede kun i få minutter. FC Nordsjælland fik tilkendt et frispark, og det så ud som om Hobros målmand, Jesper Rask, både havde placeret sig selv og muren forkert, så Mikkel Rygaards velplacerede frispark sad helt oppe i hjørnet. Dermed blev der udlignet til 1-1.

Men Hobro lod sig ikke slå ud. To minutter før halvleg var Quincy Antipas igen på pletten. Der blev lavet et kæmpefrispark mod en Hobro-spiller, men dommeren lod fordelsreglen gælde, og så var Quincy hurtig over bolden og sendte bolden i mål til 2-1, som også var stillingen efter første halvleg.

Hobro udstod presset

Hobro er hårdt plaget af skader, og som om det ikke var nok, kom holdets stærke forsvarsgeneral, Rasmus Minor Petersen, ikke ud til anden halvleg på grund af en lyskenskade.

Som ventet kom FC Nordsjælland blæsende ud til anden halvleg og havde flere farlige forsøg i starten af anden halvleg, hvor Hobro blev presset langt tilbage. Spørgsmålet var, om Hobro kunne stå for presset. Det kunne de indtil det 74 minut, hvor udligningen fra FC Nordsjælland kom på et velplaceret skud fra Karlo Bartolec.

En træt dobbeltmålscorer, Quincy Antipas, lod sig udskifte med Sebastian Grønning. Han var tæt på at bringe hjemmeholdet foran på et hovedstød, men nu var FCN advaret.

Med 10 minutter tilbage steg den tårnhøje angriber, Julian Kristoffersen, til vejrs og med et flot placeret hovedstød bragte han Hobro foran 3-2, og så kunne jublen bryde ud hos de alt for få tilskuere.

Et stærkt kæmpende Hobro-mandskab holdt for presset de sidste minutter, og havde endda et par chancer til yderlig en scoring. Kæmpejubel brød ud da dommeren efter 5 minutters overtid fløjtede af. Det var en kæmpeforløsning for både spillere, træner og staben omkring holdet.

Efter kampen fangede vi Julian Kristoffersen, som scorede til 3-2:

 

Efter kampen talte vi med Hobro IK's træner, Allan Kuhn, som i dag er en meget lettet træner:

 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland