Højt humør er vigtigere end høje karakterer

På Aalborghus Gymnasium blev der i dag uddelt priser til elever der har brillieret ikke med høje karakterer men derimod med højt humør.

I dag var der dimission på Aalborghus Gymnasium.  346 nye studenter skulle have deres eksamensbevis. Men da den sceance var overstået valgte gymnasiet at skubbe karaktererne i baggrunden og uddele legater, der hyldede nogle helt andre værdier.

- Vi uddeler legater for godt kammeratskab, for en der tager særligt ansvar i en klasse. Det kan også være en elev, som har været udfordret men som alligevel kommer godt igennem, og de bliver så glade for det, siger Torben Poulsen, der er rektor på gymnasiet.

Det er jo de søde og rare mennesker man gerne vil være venner og kolleger med senere i livet

I øjeblikket er facebook fyldt med opdateringer fra stolte forældre, der skriver om det ene 12-tal efter det andet, så for eleverne er det en lettelse med et andet fokus på end det høje snit.

- Det er rart, at de menneskelige værdier bliver værdsat, at vi anerkender de mennesker, der gør det godt for hinanden. For det er jo de søde og rare mennesker man gerne vil være venner og kolleger med senere i livet, lyder det fra Line Jørgensen Bruun, der er en af de i alt 10 legatmodtagere.

Aalborghus uddeler legater for godt kammeratskab, for en der tager særligt ansvar i en klasse.
Aalborghus uddeler legater for godt kammeratskab, for en der tager særligt ansvar i en klasse.
Foto: Joakim Brader

Lige nu er der godt gang i debatten omkring hvorvidt det er i orden at forældre netop fokuserer så meget på deres børns høje karakterer. En af dem, der har blandet sig i debatten er freelance fotograf og fast blogger på Morgenavisen Jyllandsposten Cathrine Ertmann.  Hun skrev et debatindlæg i går aftes som allerede er blevet delt og liket flere hundrede gange.

- Jeg tror bare, det var en reaktion på, at jeg så så mange, der lagde udlæg ud om deres børn. For mit vedkommende fik jeg ikke et særlig godt snit dengang jeg blev student, men det er jo gået okay for mig , og det kan sagtens lade sig gøre at få en tilværelse selvom man ikke kommer i mål med topkarakterer, siger hun.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland