Hundepatruljer og helikopter i aktion: Kvinde forsvundet i Tornby

Politiet var talstærkt til stede i Tornby natten til tirsdag, hvor en 90-årig kvinde var forsvundet fra Ældrecenter Havbakken.

I godt tre timer natten til tirsdag ledte flere patruljer og hundepatruljer intensivt efter en 90-årig kvinde, som i ly af mørket havde forladt det ældrecenter i Tornby, hun bor på.

Også en helikopter blev rekvireret og overfløj området for at finde kvinden, som havde været væk siden klokken et om natten. Cirka klokken tre slog ældrecentret alarm. På det tidspunkt havde personalet ledt forgæves efter den 90-årige demente kvinde i næsten to timer. Kvinden satte nemlig en alarm i gang, da hun gik.

Heldigvis var kvinden ikke nået langt væk, oplyser vagtchef ved Nordjyllands Politi, Karsten Højrup Kristensen.

- Hun blev fundet klokken halv seks i en have cirka 100 meter fra ældrecentret. Vi formoder, at hun er gået lidt forvirret rundt, før hun har sat sig dér og altså blev fundet af en beboer i huset, siger Karsten Højrup Kristensen.

Kvinden blev bragt tilbage til ældrecenteret - lidt kold, men ellers i god behold efter nattens udflugt.


Seneste nyt

fra Nordjylland