Hus brændt ned i Aalborg - familien er uskadt

En kortsluttet fryser har formentlig været årsagen til den brand, der tidligt fredag morgen raserede et hus på Nørholmsvej i Aalborg.

Der er desværre ikke meget tilbage at redde for den familie, som tidligt fredag morgen blev vækket af en brand i deres eget hus på Nørholmsvej i Aalborg.

- Datteren i huset vågnede på grund af branden, og hun fik heldigvis alarmeret de andre i familien, så alle slap uskadte ud. Men huset er for beskadiget til, at de kan bo i det nu, siger Mogens Hougesen, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Voldsomt så det ud, da politi og brandvæsen lidt efter klokken fem om morgenen nåede frem til branden. Huset var overtændt, og flammerne stod op gennem tagkonstruktionen.

Politiet formoder, at det er en fryser i et skur bygget sammen med huset, som med en kortslutning har antændt ild, men det skal undersøges nærmere. Brandvæsenet er stadig i gang med efterslukning på stedet.


Seneste nyt

fra Nordjylland