Hvem mangler to ponyer?

Disse to ponyer blev fundet nær Uggerby, og ingen ved, hvem ejeren er Foto: Ivan Bitsch

To ponyer savner deres ejer. De er blevet fundet uden for Uggerby for en uge siden, men ingen ved, hvem der ejer dem.

Det er ofte dyr, som efterlyses. Men i dette tilfælde er det ejeren af to ponyer, som savnes. To brogede Shetlandsponyer blev fundet i det fri ved Uggerby for en uge siden og passes nu af handelsskoleeleven Ellen Rasmussen på Ågaard Hestepension ved Hjørring.

- Det er nogle utrolig charmerende ponyer, og jeg kalder dem for Bølle og Bertha, siger hun.

Selv om hun er kommet til at holde meget af Bølle og Bertha, håber hun på, at ejeren snart dukker op. Ind til videre er der dog ingen, der har meldt dem savnet, oplyser Nordjyllands Politi.

Hvis der sidder en ejer, som kan genkende sine to ponyer, eller har man oplysninger, som kan føre ejer og ponyer sammen, kan man kontakte Nordjyllands Politi på telefon 114.

De to ponyer er en hoppe og en hingst.

Flere nyheder fra TV2 Nord