Hver femte nordjyde er svært overvægtig, men det skal der laves om på

Hver femte nordjyde er svært overvægtig. Hele 86.100 borgere i Region Nordjylland har et BMI over 30.

Det er ikke kun sunde varer, der kører over kassebåndet i Bilka i Aalborg Storcenter.

- Nu kommer jeg med en Pepsi, og det kan jeg godt lide at drikke. Og så kan jeg også godt lide noget slik, siger gymnasieelev Frederik Thomsen.

85.400 nordjyder har et usundt kostmønster. Det betyder, at de spiser for lidt fisk, frugt og grønt og har et højt indtag af mættet fedt. En medvirkende faktor til, at hver femte nordjyde er svært overvægtig.

- Vi får en kæmpe stor opgave, hvis der ikke bliver gjort noget ved den udvikling, vi har set, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Regionsrådsformanden går foran

Generelt er nordjydernes sundhedstilstand blevet dårligere, end den var for fire år siden, hvor den senest blev undersøgt. Det er særligt usunde kostvaner og manglende fysisk aktivitet, der er et problem.

- Jeg har spist sundere for at tabe mig. Og så er man nødt til at fortsætte og lave en ny livsstil, siger Else Marie Andersen fra Aalborg.

82,3 procent af nordjyderne vurderer selv, at de har et godt helbred, men de nordjyske kommuner har i samarbejde med Region Nordjylland sat sig for at forbedre sundheden i landsdelen.

Derfor blev der mandag holdt sundhedskonference i Aalborg. Her mødtes regionale politikere, sundheds-medarbejdere og eksperter for at gennemgå de nyeste tal for sundhedstilstanden i Nordjylland, hvor regionens førstedame selv ved, hvad der skal til for at blive sundere.

- Jeg lagde selv min livsstil om for nogle år siden med sundere kost og mere motion, og det har da virket ganske gevaldigt. Der røg 20 kilo af, siger Ulla Astman.

Alt for mange nordjyder er for usunde, mener politikere, der nu vil sætte sundhed på dagsordenen

Seneste nyt

fra Nordjylland