Hvornår må man bevæge sig ud på isen? Få reglerne her

Det kan både være livsfarligt og koste bøder, hvis man begiver sig ud på isen, når den ikke er tyk nok.

Isen har lagt sig på de nordjyske søer, og det kan være fristende at gribe fat i skøjterne og snige sig ud på isen. Det kan dog ende med at være livsfarligt og samtidig kaste bøder efter sig.

Derfor er det vigtigt, at holde sig opdateret på, hvor tyk isen er og eventuelt kontakte sin kommune, som står for at måle isens tykkelse.

I dag var Birthe Tang Nielsen fra Vesthimmerlands Kommune ude med motorsaven og målebåndet for at kontrollere is tykkelsen i Farsø. Efter dagens målinger er hun helt klar i spyttet:

-Man skal lade være med at gå ud på isen. Den er slet ikke tyk nok endnu, forklarer hun.

Søen i Farsø by er et af de steder, hvor nordjyderne oftest står på skøjter, når isen ellers kan bære.

- Vi kontrollerer jævnligt is tykkelsen i kommunen, men det er faktisk ikke så ofte, at isen når op på den krævede tykkelse, hvor vi kan erklære isen for sikker, siger Birthe Tang Nielsen.

I Danmark er det forbudt ved lov at færdes på isen på offentlige arealer, med mindre kommunen har erklæret isen for sikker. Og det sker ikke så ofte, som man kunne tro.

Sådan er reglerne:

  • Det er ulovligt at færdes på isen på offentlige arealer med mindre kommunen skilter med ”Isen er sikker”.
  • Forbuddet gælder uanset hvor tyk isen er, hvis ikke der er skiltet
  • Overtrædelse kan straffes med bøde.
  • For at kunne godkendes til færdsel, skal is være mindst 13 centimeter tyk.
  • Målinger af isen skal foretages jævnt over hele isflagen fra kanten og ind til midten.
  • Samtlige målinger skal overholde mindstemålet.
  • Ved 5 graders frost vokser isen typisk en centimeter i døgnet.
  • Ved 10 graders frost vil isen på en sø typisk ”vokse” med 1-2 cm i døgnet.

Isen skal nemlig have en tykkelse på mindst 13 centimeter overalt på søen. Både inde ved bredden, ude på midten og ved de afløb og vandløb der leder til og fra søen.

I Farsø kom Birthe Tang Nielsen i dag tæt på de 13 centimeter, men det er stadig ikke nok.

- I dag var isen mellem 11 og 12 centimeter tyk, så der er et stykke vej endnu, før den er over tretten alle steder i søen, slutter hun.

SÅDAN MÅLER DU DIN EGEN IS:

  • Prøv forsigtigt isen nær bredden.
  • Hvis den kan bære, så tag første måling så langt inde, at du kan bunde og det er ufarligt, hvis du ryger igennem isen.
  • Hvis målingen viser over 13 centimeter, kan du arbejde dig forsigtigt udad.
  • Lav et hul i isen med en motorsav eller eventuelt en batteridrevet boremaskine med et kraftigt sneglebor.
  • Når du kan mærke, at saven eller boret går igennem isen, skal du måle.
  • Brug et stykke ståltråd, hvor enden er bøjet eller en blomsterpind med et tværgående søm i den ene ende.
  • Stik måleren ned i hullet og kom den så langt ned, at den rager ud under isen.
  • Træk den nu op til ståltrådens bøjning eller pindens søm støder mod underkanten af isen.
  • Træk den nu op til ståltrådens bøjning eller pindens søm støder mod underkanten af isen.
  • Marker med en finger eller en tusch på måleren, hvor langt op isen når.
  • Tag måleren op og mål fra din markering til sømmet eller bøjningen.
  • Målet skal være mindst 13 centimeter på alle dine målinger, før isen er helt sikker at færdes på.

Se, hvordan det gik, da Birthe Tang Nielsen målte søen i Farsø herunder.

Trods hård frost er den nordjyske is stadig ikke sikker at skøjte på.

Seneste nyt

fra Nordjylland