I Nordjylland halter det alvorligt med akutjob

00:33

Foto: Ivan Hansen (arkiv)

1 af 2

Nordjyske arbejdsløse, der inden længe falder ud over dagpengekanten, skal slås om i alt 40 akutjob.

I 22 kommuner er der ikke opslået et eneste akutjob, og i yderligere 15 kommuner skal tusindvis af ledige slås om et enkelt akutjob. Det viser en kortlægning, som Analysebureauet Kaas & Mulvad har gennemført for Ugebrevet A4 af samtlige akutjob, der hidtil har været opslået ledige, siden ordningen gik i luften.

Ny kortlægning viser, at ledige i udkantskommunerne må kigge meget langt efter akutjob. Og a-kasser i blandt andet Frederikshavn beretter om desperate medlemmer, der frygter, at de må gå fra hus og hjem.

Eksempelvis i Jammerbugt og Rebild Kommuner må de arbejdsløse kigge langt efter akutjob. Der er nemlig ikke slået et eneste akutjob op.

Og den ledige ufaglærte i Jammerbugt kan ikke bare sætte sin lid til, at der i stedet er mulighed for at få et akutjob i en af nabokommunerne. For i Hjørring er der kun to og i Frederikshavn det samme. Og selvom der i Aalborg Kommune er opslået 17 akutjob, skal de ses i lyset af, at Aalborg alene har mere end 1.000 ledige på vej ud over dagpengekanten.

Nordjylland halter i det hele taget bagefter med akutjob sammenlignet med andre regioner, viser Ugebrevet A4's optælling.

Nordjyske arbejdsløse skal slås om i alt kun 40 akutjob.

Jørgen Helleby, leder af 3F's a-kasse i Frederikshavn, lægger da heller ikke skjul på, at desperationen vokser dag for dag. I den nordjyske havneby risikerer 235 3F-medlemmer at falde ud af dagpengesystemet i løbet af de næste måneder, hvis der ikke dukker et job op.

- Det er klart, at bekymringen og resignationen stiger. Her bliver det ikke akutjob-pakken, der kommer til at hjælpe de udfaldstruede fra at falde ud af dagpengesystemet. Det vil være voldsomt naivt at tro, at akutjob løser problemerne for de mange. Der skal meget mere til, siger Jørgen Helleby til Ugebrevet A4.

Direktør i A-K Samvirke, Verner Sand Kirk, betegner A4-kortlægningen af de foreløbig 831 akutjob for temmelig bekymrende, og nu efterlyser han aktiv handling fra parterne bag aftalen.

- Der skal ske noget meget kraftigt i den kommende uges tid eller to, hvis det her skal have bare tilnærmelsesvis den virkning, som parterne bag aftalen angiver. Allerede til januar falder uhyggeligt mange ledige ud af dagpengesystemet, og de ryger jo på kontanthjælp, hvis der ikke er et akutjob til dem. Og det skriger til himlen, hvis vi sammenligner antallet af akutjob og hvor mange akutbreve, der er sendt ud til ledige,« siger Direktør i A-K Samvirke, Verner Sand Kirk.

Flere nyheder fra TV2 Nord