Ilias Sivori Nielsen til Brønderslev Hot Shots

Brønderslev Hot Shots har med øjeblikkelig virkning hentet den kun 19-årige center, Ilias Sivori Nielsen til klubben. Han kommer fra de forsvarende danske mestre fra Hafnia FC.

Ilias Sivori var den helt store stjerne på det Hafnia hold der slog BFC Hot Shots i årets DM-Finale og blev efter finalen kåret til årets spiller i Danmark 2007/08, samt udtaget til årets hold. Han er samtidig den yngste spiller nogensinde, der formår at blive årets spiller i Danmark, i en alder af bare 19 år og 33 dage. Nu har han skrevet kontrakt med Brønderslev Hot Shots:

- Jeg har igennem længere tid har en positiv dialog med klubben, og jeg føler det er det rigtige tidspunkt at udfordre mig selv både sportsligt og personligt. Der findes nok ikke en klub i Danmark som har en mere professionel indstilling til alt, både omkring det sportslige, og rundt omkring holdet, siger Ilias Sivori Nielsen om sit skifte.

Ilias Nielsen har spillet hele sit liv i Hafnia FC, og slog igennem på holdet allerede som 15 årig. Han har spillet to VM for U-19 landshold. Senest i november måned 2007, da han var anfører da Danmark vandt B-VM i Schweiz. Her blev han, i øvrigt ligesom sin nye holdkammerat Claus Nisbeth, udtaget til VM?s All-Star hold. Ved VM for U-19 landshold i 2005, blev han i en alder af bare 16 år, topscorer for Danmark.

- Brønderslev Hot Shots vil gerne have de bedste spillere, og Ilias Nielsen er en af dem. Han er ubetinget den bedste center i Danmark, og jeg vil endda gå så langt som at sige, at han det største talent der er set her i landet i de sidste 10 år, siger Sportschef Thomas Lodberg.

Ilias Sivori kan få sin debut den 15 november ude mod Frederikshavn Bulldogs. Grunden til den sene debut, skal findes i de nye regler omkring klubskifter for spillere der har deltaget ved den netop overståede Europa Cup, hvor han deltog for Hafnia FC.

Ilias Sivori Nielsen har lavet en kontrakt med Hot Shots på 1+1 år, og vil spille i trøje nummer 21.

Flere nyheder fra TV2 Nord