Ingen svar fra menighedsrådsformand

 Ingen svar fra menighedsrådsformand

Onsdag aften var der orienteringsmøde i Rubjerg Sogn oven på sagen om den omstridte præst Mette Villads Christensen. Men tilhørerne fik ikke svar på de mange spørgsmål.

- Det hverken kan eller vil jeg svare på.
Sådan lød mange af svarene fra menighedsrådsformand Ove Jessen fra Rubjerg Sogn, da der onsdag aften var orienteringsmøde i kølvandet på sagen om den omstridte præst Mette Villads Christensen.

Præsten blev fritstillet i starten af august efter flere måneders stridigheder, blandt andet om for sent udleverede salmenumre.

Der var dog stor opbakning til præsten under mødet, hvor de cirka 30 fremmødte sendte en byge af spørgsmål til menighedsrådet for at få svar på, at hvorfor præst og menighedsråd ikke længere er på talefod.

Men svarene måtte tilhørerne kigge langt efter.

- Hvis hun har lavet noget snavs og ikke passet sit arbejde, så skal hun da afskediges. Men det har jeg i hvert fald ikke fået oplyst her til mødet. Efter i aften tror jeg mere på præsten, siger Preben Bak fra Hundelev.

Til november er der valg til menighedsrådet - og meget tyder på, at der bliver tale om et regulært kampvalg.

- Jeg har ikke lyst til at stemme på de nuværende menighedsrådsmedlemmer. Jeg synes, de har løst deres opgave uendeligt dårligt, siger Gitte Lundsgaard fra Rubjerg.


Seneste nyt

fra Nordjylland