Jammerbugt Kommune først og størst

Der er ingen over og ingen ved siden af Jammerbugt Kommune, når det drejer sig om at drive asylcentre i Danmark.

Thorkild Poulsen, der er centerleder og Jammerbugt Kommunes øverste ansvarlige for de kommunalt drevne asylcentre, har arbejdet med faget i en lille menneskealder, Først i Røde Kors, og siden 1994 ansat i Jammerbugt Kommune. Idag er han chef for flere end 300 ansatte og tager vare på 4200 asylansøgere fra alle  verdenshjørner.

- Vi startede faktisk som en teltlejr i Tranum i maj måned 1994. Dengang var det asylansøgere fra Bosnien, der ankom i stort tal, siger centerleder Thorkild Poulsen.

Jammerbugt Kommune har gennem årene opbygget en enestående viden og erfaring med at opbygge asylcentre. Den viden kan andre kommuner nu trække på, og det gør de i så høj grad, at den nordjyske kommune nu driver ialt 20 centre rundt om i landet.

For Jammerbugt Kommune er asylafdelingen er stort plus. Borgmester Mogens Gade fra Venstre siger:

- Ud over, at det har betydet en masse arbejdspladser giver det også liv og mangfoldighed i de områder, hvor centrene ligger. Det betyder børn i skolerne og liv i foreningslivet - og så selvfølgelig omsætning hos de lokale handlende og håndværkere, siger Mogens Gade.

Jammerbugt Kommunes førerposition på asylområdet har betydet nye og flere opgaver for Staten. Hver gang der skal åbne et nyt center i Danmark er det nu asylcenteret i Tranum man ringer til. De står klar med senge, stole og andet nødvendigt indbo, og rykker lynhurtigt ud.

- Vi har fem lagre rundt om i Danmark og skal have x-antal sengepladser til rådighed, hvis der pludselig kommer et boom. Vi flytter så ind i de bygninger, som værtskommunerne stiller til rådighed. Uanset hvor det er i landet kommer vi så og overtager bygningerne og gør alt fuldstændig klar til brug, siger Thorkild Poulsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland