Jan og Viggo har brugt fem år på at istandsætte en gammel ålekvase helt gratis

06:50

Video: Michael Andersen

Frivillige skibsbyggere istandsætter en gammel ålekvase, der skal bruges til historie og kulturformidling på Limfjordsmuséet.

Jan Sørensen og Viggo Gorm er mødt ind til endnu en dag på værftet i Løgstør. Men dagen i dag er en af de mere usædvanlige.

De har brugt de sidste fem år på at arbejde på et skib til Limfjordsmuséet, og nu er projektet ved at tage form.

- I dag rejser vi masten. Det er jo sådan en mærkedag. Det er det, vi har ventet på. Nu begynder den at ligne noget, vi en dag skal ud og sejle i, siger Jan Sørensen med et stort smil.

For fem år siden investerede Limfjordsmuséet i et gammelt skib, der skal bruges til at sejle muséets gæster ud i Limfjorden og lære dem om den lokale historie og kultur. 

- Her i foråret, der er det fem år siden, at vi var på tur til Helsingør, hvor der var et skib til salg. Og Limfjordsmuséet har længe ønsket sig sådan et skib. Den blev købt, og vi har arbejdet på det lige siden, siger Viggo Gorm.

Sådan så båden Kirstine ud i 1900-tallet. Foto: Michael Andersen

Arbejder helt gratis

Foreløbigt er der brugt omkring én million kroner på projektet. De fleste af pengene kommer fra Skibsrestaureringfonden, men ikke så meget som én krone går til Viggo Gorm eller Jan Sørensen. De gør det ene og alene på grund af lyst.

- Gorm og jeg er kommet her hver onsdag i fem år. Men kun én dag om ugen. Det er det, vi har brugt på det, siger Jan Sørensen og fortsætter.

- Det er jo sjovt, og skibe har altid interesseret mig. Det, at det er et større skib, er der en vis charme ved frem for en lille glasfiberbåd. 

- Vi har et godt socialt miljø hernede. Det er flinke folk, og vi kommer her alle sammen for sjov. Det er det, der driver værket. Det sociale spiller en stor rolle.

Nu er masten hejst. Foto: Michael Andersen

Brugt som ålekvase

Skibet har navnet 'Kirstine' og blev oprindeligt bygget tilbage i 1887. Her blev det brugt som ålekvase, ét sejlende hyttefad. Her blev ålene holdt i live i en tank, for det var den eneste måde at holde dem friske, da man endnu ingen køleskabe eller frysere havde.

Kirstine kom til Løgstør i 1912 og er siden blevet udstyret med motor. Men båden har levet en omskiftelig tilværelse og er senest blevet brugt som lystfartøj.

- For det blotte øje ser det måske ikke ud af noget særligt. Men tro mig, det tager lang tid at få ét stykke træ til at passe perfekt. Vi har skiftet omkring 80 procent af skibet nu, siger Anders Bloksgaard, direktør for Limfjordsmuséet.

Du kan se, hvordan det gik for Jan Sørensen og Viggo Gorm, da de var med til at sætte masten fast på skibet, i indslaget over artiklen.

Flere nyheder fra TV2 Nord