Jes Lunde skal rydde op efter Rebild-sag

Efter flere chef-fyringer skal der nye kræfter til i Rebild Kommune - en af dem bliver tidligere SF-frontfigur Jes Lunde, der starter som kommunaldirektør den 1. januar 2013.

Det bliver 56-årige Jes Lunde, der overtager tjansen som kommunaldirektør, efter Erik Odder blev fyret i april i forbindelse med den såkaldte Rebild-sag om misbrug af børn.

- Jes Lunde skal blandt andet sikre sammenhængskraft, optimisme og fremdrift i Rebild Kommune, skriver kommunen i en pressemeddelelse.

Jes Lunde kommer fra Frederikshavn Kommune, hvor han det seneste år har fungeret som direktør for Social- og sundhedsområdet samt IT- og velfærdsteknologi. Han har desuden tidligere været direktør i Miljøministeriet.

Erik Odder fik ifølge TV2/Nords oplysninger 2,5 millioner kroner i fratrædelsesordning.

Flere nyheder fra TV2 Nord